Spasovden – Kristi Himmelfart

spasovden_2018

Spasovden – Спасовден eller som vi siger på dansk; Kristi Himmelfartsdag falder 40 dage efter påske.

Bulgarerne kalder også dagen Store Torsdag. Der afholdes en gudstjeneste hvor man mindes de døde på dagen, hvor Jesus gik med jomfru Maria op på Eleon bakken ved Jerusalem og steg til himmels.

Mange fra Chepelare samles i Asenets, en lille landsby oppe i bjergene vest for byen. Her ligger et af de mere end 22 kapeller i Chepelare kommune. Kapellet er bygget til ære for Sveti Spas, der er chaufførernes skytshelgen.

Gudstjenesten starter med at der bliver ofret et får. Under gudstjenesten bliver der kogt en dejlig suppe på fåret, og når gudstjenesten er slut serverer kirkens folk, suppen med hvidt brød til. Herefter festes der med medbragt mad, rakia og folkedanse.

Jeg var der første gang på Kristi Himmelfartsdag tilbage i 2005. Der var rigtigt mange mennesker og en dejlig skovtursstemning. Flaskerne med hjemmebrændt rakia vandrede rundt. Efter suppen var der nogen der begyndte at synge gamle traditionelle bulgarske sange – og det blev de vist nok ved med det meste af natten. Siden da har jeg fejret Spasovden i Asenets flere gange.

Jeg var der igen på Spasovden i maj 2018. Det var dejligt vejr, men der var knap så mange mennesker som tilbage i 2005.

NB: Vejen op til Asenets kræver en solid ‘højbenet’ bil men en 4-hjulstrækker vil være at foretrække. Skriv til mig hvis du vil opleve Asenets.