Pilgrimstedet Krastova Gora

krastova_gora_2

45 km syd for Asenovgrad tæt på byen Luki, ligger der et af de mest hellige kristne steder i Bulgarien, pilgrimstedet Krastova Gora – Кръстова гора.

Tæt på toppen af bjerget Krustov Vruh (1.413 m) lå der for mange år siden et kloster, der blev ødelagt under den osmanniske besættelse og munkene blev dræbt. Nu er det et populært pilgrimssted, med et stort kors på toppen.

Fra stedet er der flere flotte udsigter. Mod nord kan man se ud over sletten og i det fjerne kan man skimte flere af Plovdivs høje. Mod syd skuer man ud over de flotte bjerge.

Bag ved den moderne kirke er der en lange trappe op til korset på toppen. Langs med stien er der en del små kapeller. Jeg behøver vel ikke at skrive at udsigten var formidabel.

Man hænger sit nye tøj op på korset på toppen og får det velsignet. Vi så en ældre dame komme med en håndfuld nye strømper, som blev hængt på korset. Og efter ca. fem minutter taget ned igen.

Det siges at hvis syge personer overnatter her, så bliver de helbredt. Hvert år på d. 14. september samles der tusindvis af mennesker.

Jeg besøgte stedet i 2004.

krastova_gora_1

Mens jeg var der kom jeg til at tænke på pilgrimstedet Fatima i Portugal. Der er en verden til forskel! I Fatima blev jeg rystet over den rigdom den katolske kirke stiller til skue. Men stedet her var ydmygt og bevægende på en helt anden og meget mere tiltalende måde.