Osmannernes erobring af Bulgarien

Det 14. århundrede

I år 1352 sejlede en lille styrke osmanniske tyrkere igennem strædet der adskiller Europa fra Asien ved Dardanellerne og erobrede et lille byzantinsk fort, Tsimpe. Det blev begyndelsen på et nyt stormløb på den kristne befolkning i Europa, foretaget af asiatiske islamister. De første to forsøg i henholdsvis begyndelsen af det 8. århundrede og slutningen af det 13. århundrede, blev begge slået tilbage af de kristne politiske magter i Europa, Rusland, Byzants og Bulgarien. Men dette tredje forsøg førte til årtiers konfrontationer, som betød at al energi i Europa måtte koncentreres om at slå angriberne tilbage. Angrebet blev til sidst, i år 1383 stoppet og afvist tæt på Wien, men ikke store blodige tab for europæerne. Bulgarien og de andre Balkan lande blev ruineret af de dramatiske sammenstød mellem de kristne europæere og de asiatiske muslimer i både det 14. og det 14. århundrede.

Det førte til et politisk sammenbrud i den kristne sydøstlige del af Europa, ikke mindst på grund af en ekstrem politisk kræsenhed og mangel på tillid mellem de kristne Balkan kræfter, der forhindrede dem i at opbygge en stærk og holdbar militær og politisk alliance landene imellem, som et fælles forsvar. Bulgarien kunne ikke alene levere den kampkraft, der skulle til for at sende de muslimske angribere tilbage til Asien, på grund af opsplitningen af landet på mere eller mindre selvstyrende feudale enheder, der jævnligt blev involveret i indviklede politiske tovtrækkerier indbyrdes, men også med deres naboer og folk længere væk. Det samme kunne siges om de andre Balkan lande, Serbien og yzants, der ligeledes var blevet opdelt i adskillige grupper af uafhængige feudale jordbesiddere hen mod midten af det 14. århundrede.

Et ungt og stærkt centraliseret islamisk kongedømme, som trak på Asiens næsten ubegrænsede midler og blev opildnet af den islamiske krigeriske tankegang om at plante profeten Muhameds  banner i alle lande befolkede af vantro og dermed etablere et verdensomspændende islamisk imperium, stod overfor de splittede geledder fra Bulgarien og de andre feudale stater på Balkan.

Middelalderens Bulgarien begyndte sin dødskamp kun 12 år efter at tyrkerne ankom til Europa. I året 1364 invaderede ottomanerne Bulgarien og indtog de to vigtige byer Borouy eller Berrhoea (Stara Zagora) og Plovdiv. Det planlagte modangreb, organiseret af to feudale jordbesiddere fra Makedonien i 1371, resulterede i et tragisk nederlag ved Chernomen (nær Edirne).

Her blev den forenede kristne hær af serbere og bulgarere fra forskellige feudale besiddelser på Balkan slået godt og grundigt.

Herefter besatte ottomanerne flere områder af Bulgarien.

I året 1372 invaderede de Bulgarien en gang til og efter blodige kampe lykkedes det dem at overtage en række forter i Rodopi bjergene, på thraker sletten og ved foden af Balkan bjergene.

Den nye bulgarske tsar, Ivan Shishman (1371-1393), blev tvunget til at anerkende Bulgarien som en vasalstat under den tyrkiske sultan.

Den dramatiske situation i Bulgarien og på Balkan var endnu ikke gået op for det romersk-katolske Vesteuropa. I stedet for at assistere deres kristne naboer i Østeuropa, foretrak Vesteuropa at tage del i opdelingen af Balkans arv. Et korstog ledet af Amadeus VI af Savoyen, angiveligt rette direkte mod osmannerne, erobrede den sydlige del af Sortehavskysten i 1366. I 1365 besatte ungarerne den løsrevne bulgarske stat Vidin. De blev med stort besvær drevet ud igen af bulgarerne i 1369. Genova blev involveret I en lang krig mod den bulgarske selvhersker af Dobmdja som endte så sent som i 1387.

Denne kortsigtede politik i vest, hjalp de osmanniske tyrkere til at fortsætte deres udvidelser på Balkan. I 1378 begyndte den nye politiske magt, det Osmanniske imperium en ny krig mod Bulgarien og Serbien. De strategiske fæstninger ved Sofia og Nis blev besejret efter hårde kampe i henholdsvis 1388 og 1385. Det Osmanniske imperium splittede alt ad. Den truende og skræmmende fare tvang endelig Serbien, Bulgarien, Bosnien og de bulgarske og serbiske feudale udbrydere ind i en militær og politisk alliance i 1387. De begivenheder der skete derefter viste at det var et skridt i den rigtige retning. På trods af at alliancen manglede nogle af de stærkeste bulgarske, serbiske og byzantinske jordbesiddere, så lykkedes det alligevel for de forenede kristne tropper at tilføje den islamiske hær et blodigt nederlag ved Plochnik i 1387. Men det følgende år, da ottomanerne angreb Bulgarien igen, kom der ingen og hjalp. Efter vanskelige kampe faldt det nordvestlige Bulgarien i tyrkernes hænder. En fredstraktat bekræftede at Bulgarien var en osmannisk vasalstat.

Derefter gik tyrkerne efter Serbien og Bosnien. I 1389 mødte tyrkerne de sydlige slavers hære i et regulært slag på Kossovo Pole (solsortemarken). På trods af at Bulgarien var en osmannisk vasalstat sluttede bulgarske regimenter sig til den serbiske hær. Tyrkerne vandt slagte hvor begge siders ledere, prins Lazar og sultan Murad blev dræbt. Her endte krigen mellem det kristne Østeuropa og de indtrængende islamister. Osmannerne var ganske enkelt totalt overlegne militært og det var udelukkende deres tab ved Plochnik, Kossovo og I det nordlige Bulgarien mellem 1387 og 1389, der havde trukket krigen i langdrag.

Store Turnova, Bulgariens hovedstad faldt i 1393 og tsar Ivan Shishman blev dræbt på Donau under forsvaret af Nicopolis. Tre andre løsrevne bulgarske områder Dobrudja, Prilep og Velbazhd, faldt inden udgange af det år. Kun den bulgarske selvherskende stat Vidin bestod som en øde ø i havet af tyrkiske besiddelser.

Endelig forstod Vesteuropa faren ved den islamistiske invasion. Fjendtligheden overfor alt som ikke passede ind i deres ideologier og deres voldsomme intolerance overfor alt europæisk, fik de politiske kræfter i Europa til at organisere et kæmpe korstog mod tyrkerne. I 1396 invaderede over 60 000 vesteuropæiske korsriddere, anført af kong Sigismund, Bulgarien. Tsar Ivan Sratsimir (1356-1396), den sidste regent i Bulgarien, gik ind i den vesteuropæiske hær. De forenede vest- og østeuropæisk kristne kræfter, nåede så langt som til Nicopolis ved Donau floden. Her, nedenfor et gammelt bulgarsk fort, blev korsridderne, i mangel på koordination og en ordentlig styring, igen slået af tyrkerne. Selvstyrende Vidin mistede sin uafhængighed. Her blev middelalderens Bulgarien endeligt udslettet. Byzants og Serbien blev begge ødelagt nogle få årtier senere. Det sydøstlige Europa befandt sig på fjendtlige asiaters hænder.

* * *
Under de syvhundrede års tilstedeværelse på den politiske scene i Europa, bidrog middelalderens bulgarske stat til udviklingen og formningen af middelalderstaternes levevis på det gamle kontinent, som senere dannede grundlaget for den moderne europæiske civilisation. Bulgarien blev den første stat i Europa der var baseret på en national identitet, i kontrast til de lande der hyldede ideologien med en universel stat. Dette ville have dømt alle nye stater til tab af politisk, kulturel og national identitet. Da Bulgarien var stærkest lykkedes det for dem at afbalancere den vanskelige politiske situation, med romerriget i Vest og Byzants i øst. Bulgarien var også en vigtig del af den menneskelige barriere, der forhindrede bølgerne af barbarere og muslimer i at trænge ind i det centrale Europa. Det bulgarske blod der blev udgydt på slagmarkerne havde hjulpet Vesteuropa med den fredelige udvikling. Introduktionen af et nationalt sprog talt af folket, af embedsmænd og de lærde samt brugt ved gudstjenester i kirkerne, gav en national identitet og var et godt eksempel på hvordan man kan skabe grundlaget for demokratisk styre.

Læs om den osmanniske besættelse her

Kommentarer er lukket