Dans på gløder er verdensarv

nestinar

Den bulgarske traditionelle dans på gløder (Nestinarstvo) er en del af verdens immaterielle kulturarv af FN. Formålet med optagelsen på listen er at bevare og videregive disse flere tusinde år gamle traditioner.

Dans på gløder – Nestinarstvo (græsk: Αναστενάρια) er Bulgariens andet punkt på UNESCO’s liste over verdens immaterielle kulturarv. I 2005 kom ’de traditionelle bulgarske sange og kor’ som det første på listen.

Dans på gløder er et gammel hedensk, mystisk ritual hvor barfodede dansere (Nestinari) i trance danser på rødglødende trækul. Da kristendommen blev en del af den bulgarske kultur, blev dansen dedikeret til kristne helgener. Danserne begyndte at udføre dansen mens de holdte et ikon i hænderne.

Dansen er et religiøst og mystisk ritual for uddrivelse af sygdom, for sundhed og for frugtbarhed.

Traditionelt danser nestinari (ild-danserne) om natten på helliges Konstantins og Helenas festdag.

I Bulgarien bevares ritualet i sin autentiske form på ét sted: Bulgari-landsbyen i Mount Strandzha-regionen i det sydøstlige Bulgarien. Tidligere var de bulgarske landsbyer Gramatikovo, Slivarevo og Kondolovo og en enkelt landsby i Rodopi-bjergene også ’nestinarstvo’ landsbyer. Ilddansen praktiseres desuden i andre regioner i hele Bulgarien, hovedsagelig som en turistattraktion.

Det første dokument om ritualet dateres tilbage til 1862, skrevet af den bulgarske digter Petko R. Slaveikov. Nogle historikere mener, at traditionen stammer tilbage fra Thrakerne. Selvom ilddanserne bærer et ikon af hellige Konstantin og Helena er ritualet aldrig blevet anerkendt af kirken. I begyndelsen af ​​det 20. århundrede spredte ritualet sig til flere bulgarske og græske landsbyer.

Tidligt om morgenen på den hellige dag, under en pilgrimprocession ledet af nestinari, bærer tre unge ikonerne til en hellig kilde (ayazmo) nær landsbyen. Alle beboere går med i processionen. De indvier ikonerne ved helligdommen og danser en ’horo’ (traditionel kædedans) til lyden af ​​en sækkepibe og en hellig tromme, en tupan, som er en vigtig del af festen. Tupan’en kan ifølge overleveringerne udføre mirakler. Tupan’en må kun bruges i forbindelse med ilddansen.tromme og en sækkepipe. Kildevandet antages at have de mest helbredende kvaliteter på denne tid af året.

Efter indvielsen af ​​ikonerne går processionen gennem hele landsbyen, og danserne går ind i et kapel (kaldet en konak). Det er her ikonerne for Konstantin og Helena opbevares. Ilddanserne bruger dagen her og lytter løbende til en speciel trommesrytme, der sender dem i trance, så de begynder at danse, bærende på hellige genstande – ikoner, klæder og kirkelamper.

I mellemtiden tændes en ild på landsbyens torv og den ældste ilddanser (mand eller kvinde for gammel til at danse) holder det brændende bål vedlige. Ved solnedgang begynder de alle at sprede ilden for at danne et lag af smuldrende kul omkring 2 meter bredt og 5 til 6 cm tykt. Den første til at træde på gløderne er de ældste aktive dansere. De går rundt tre gange og derefter på tværs af de glødende kul. Først så begynder dansen for alvor. I deres trance tilstand kommer ilddanserne ofte med profetier. Det siges at ilddansernes fødder ikke viser det mindste spor af skade eller forbrændinger efter dansen.

Tidligere blev Nestinarstvo-ritualet kun praktiseret af nestinari-familier. En ægte ilddanser har arvet evnerne fra sin far, og optræder først når faren er blevet for gammel eller er død.

Foto: Bulgarian National Commission for UNESCO