Bulgarsk kultur i perioden 1878 – 1944

Efter befrielsen og under rekonstruktionen af landets selvstændighed, fik kulturen nye udviklingsbetingelser. I de første friheds årtier var regeringen opsat på at distancere landet fra Orientens tilbageståenhed, hvilket stimulerede den mangfoldige indflydelse fra moderne europæisk kultur. Europæiseringen berørte alle kulturelle sfærer, uddannelse, videnskab, litteratur og kunst. På mange måder overhalede den kulturelle udvikling udviklingen indenfor økonomien og moderniseringen af statsapparatet. Uden dogmatiske begrænsninger eller censur, den bulgarske forfatning var mellem de mest liberale i verden, dukkede utallige nye og til tider modsat rettede trends op på den kulturelle scene. Intelligentsiaen var begærlige efter at adoptere alle “ismerne”, lige fra de filosofiske teorier af Marx, til dekadente idealistiske koncepter – pessimisme og symbolisme.

Litteraturen havde forsat førertrøjen på i det kulturelle miljø. Men var nu præget af to forskellige retninger. Den ene fløj der blev støttet af de litterære kredse omkring Ivan Vazov, prøvede på at udvikle litteraturen som en slags kritisk realisme blandet op med folkeminder. Den anden fløj var repræsenteret af kredsen omkring magasinet Misul (Tanken),  udgivet af poeten Pencho Slaveikov og litteraturkritikeren Kiril Krustev. Deres linie lå tættere på tendenserne i den vesteuropæiske litteratur, og var ret karakteristisk for den internationale ankerkendelses-søgende litteratur i den periode. Men denne strid var god for udviklingen, idet den bulgarske litteratur hurtigt hævede sig til sammen standard som i resten af Europa. På trods af at det bulgarske sprog ikke er udbredt i udlandet, blev digte af poeter så som Theodor Trayanov, Dimcho Debelianov og Peyo Yavorov udgivet i mange europæiske lande. En anden poet, Pencho Slaveikov, blev endda nomineret til Nobelprisen i 1912.

Efterkrigsperiodens litteratur blev præget af den marxistiske trend, som især optog Hristo Smirnenski og Geo Milev. Andre kendte forfattere fra den tid er Elim Pelin, Yordan Yovkov, Elisaveta Bagriana, Dora Gabe og Anton Strashimirov.

Det var også på det tidspunkt at bulgarske operasangere og bulgarsk musik begyndte at blive kendt ude i den store verden. Listen af kendte bulgarske sangere og musikere der opnåede verdensberømmelse, er lang, men her bør nævnes navne som Stefan Makedonski, Hristina Morfova, Mihail Popov and Mihail Lyutskanov, som blev efterfulgt af Boris Hristov, Nikolai Gyaurov, Raina kabaivanska, Elena Nikolai og Nikola Gyuzelev.

Også indenfor kunstmaleriet blev flere bulgarere verdensberømte:  Vladimir Dimitrov (mesteren), Kiril Tsonev, Tsanko Lavrenov, Andrei Nikolov og Jules Pasquam.

Indenfor videnskaben og uddannelser skete der også en enorm udvikling, hovedsagelig på grund af en stor indsats fra staten. Autoriteterne så videnskabelig forskning som et værktøj i kampen for at modernisere landet. Skolebygningen blev nu det arkitektoniske og ret dominerende midtpunkt i rigtigt mange bulgarske byer og landsbyer.

Den demokratiske forfatning tillod mand udlændinge, som blev forfulgt i deres egne lande for enten politiske eller nationale holdninger, at slå sig ned i Bulgarien. Deres indflydelse på uddannelsessystemet har uden tvivl været medvirkende til at højne uddannelsesniveauet betragteligt og dermed øge de forskningsmæssige resultater.

En karakteristisk ting indenfor de videnskabelige cirkler i Bulgarien er at man altid har formået at holde politik og forskning adskilt og dermed bevare den progressive humanistiske indfaldsvinkel.

Kommentarer er lukket