Bulgariens historie: Livet for de første bulgarere

Årene op til det 5. århundrede.

Folkevandringstiden

Bulgariens historie som land begynder i år 632, da det første bulgarske kongerige oprettedes, men selve området har været beboet siden palæolitisk tid.

De første bulgarere stammede fra Altai stepperne, der ligger hvor Rusland, Kasakhstan, Mongoliet og Kina mødes. Herfra udvandrede de til Europa i folkevandringstiden, der fandt sted ca. mellem 200 e.Kr. og 700.

Bulgarerne var nomader i deres oprindelige hjemland. Det betyder ikke, som mange fejlagtigt tror, at de levede på hesteryg og i hestevogne eller var på rejse et eller andet sted hen hele tiden. I de akademiske kredse betyder det at et folk er nomader simpelthen at de lever af kvægbrug. Nomaderne havde permanente vinterkvarterer.

Under de tre andre årstider rejste mændene og de store børn rundt i hælene på kvæget, for at finde de bedste græsgange. Det gjorde man også blandt bulgarerne på Balkan helt frem til Balkan krigen.

Kvinderne i Kotel og Zheravna i Balkanbjergene, så som regel kun deres mænd fra omkring jul og frem til slutningen af februar. Resten af året var mændene ude at vandre med dyrene i Dobrudja området.

Situationen var den samme i Smolyan, Shiroka Luka og Dospat. Den eneste forskel var at mændene her førte deres får til det nuværende Grækenland.

Slog sig ned nord for Sortehavet

Nomade-livet blev levet af alle på Altai stepperne, men i de nye bulgarske bosættelser nord for Sortehavet var antallet af kvægbrugere faldet betragteligt. Her byggede bulgarerne store byer af stenhuse og fæstninger og udviklede minebrug og metallurgi. De havde brug for, for den tid, anseelige mængder af metal til både våben og landbrugsredskaber.

De arkæologiske fund viser at en betydelig del af bulgarerne dyrkede jorden, såede og høstede forskellige afgrøder. Nogle af de fundne såkorn viser at der var sket en udvælgelse af de højest ydende korn igennem århundreder.

Bulgarernes bedrifter på det tidspunkt forbløffede deres samtidige. De armenske historikere skriver om hvordan kun bulgarerne nord for Kaukasus bjergene levede i byer af stenhuse, mens alle andre levede i hytter og telte. Metalproduktionen gav dem bedre våben og skjolde, ikke kun krigerne var dækket, men også deres heste.

Bulgarerne lavede vanskelige operationer på f.eks. hjerneskaller, de var gode matematikere, de opfandt en utroligt præcis kalender og disse ting er stadig beundret af de respektive eksperter nu til dags.

De økonomiske og teknologiske forspring som bulgarerne fik, frem for de andre barbariske stammer, skyldtes at de var gode til at adoptere og udvikle alle mulige lånte ideer, teknologier og fremmede kulturer.

Bulgarerne boede alt andet lige i smeltediglen mellem de største kulturer dengang, kineserne, inderne, byzantinerne og perserne og herfra fik de viden om alt hvad der rørte sig i verden dengang.

De var høje og slanke

Antikkens historieskrivere beskriver bulgarerne som høje og slanke, med stor styrke og udholdenhed. En antik arabisk geografilærer beklagede sig over at ti arabere ikke kunne nedkæmpe en bulgarsk mand.

Arkæologisk udgravninger på bulgarsk gravpladser ved Pliska, Kiulevcha, Novi Pazar og andre steder fra tiden mellem det 7. og 9. århundrede, viser at gennemsnitshøjden på bulgarerne var 1.75 m , mens gennemsnitshøjden af europæerne på det tidspunkt var 1.60 m. Men hverken højden eller den fysiske styrke er usædvanlig. Man har længe vidst at højde og styrke hænger sammen med hvor meget kød man spiser og bulgarerne var jo først og fremmest kendt som effektive kvægbrugere og både militærtjeneste og landbrugsarbejde gav dem den fysiske træning.

Åbent samfund

Det åbne og fleksible bulgarske samfund tiltrak mange fremmede mennesker fra andre steder, som enten var blevet fordrevet eller som var flygtet af forskellige årsager. Fra bulgarernes mange togter til Centraleuropa og Balkan hjembragte de store mængder af fanger, både mænd, kvinder og børn – tyskere, slaver, thrakere, romere og grækere som alle gradvist blev integreret i samfundet, uden særlig skelen til race eller oprindelse.

Ifølge visse sprogforskere betyder bulgarsk da også ‘mixture’, en blanding af folk fra forskellige folkeslag.

Religionsfrihed

Bulgarernes religion fra deres hjemland var en tilbedelse af dyrenes ånder blandet op med tilbedelse af forfædre, kvækeri, shamanisme og tro på guden Tantra. Men i de nye bosættelser var der en bemærkelsesværdig religiøs tolerance.

Både arkæologiske udgravning og flere dokumenter fra datiden beviser at der i tiden hvor de boede nord for Sortehavet, var både kristne, buddhister og jøder imellem dem.

En stærk hær

Den bulgarske hær bestod af fysisk stærke og veltrænede mænd, men i krisetider blev også unge kvinder rekrutteret.

Tropperne var stort set alle beredne. Udover det lette kavaleri som var almindeligt på den tid, havde bulgarerne også tungt armerede soldater med både mænd og heste klædt i ringbrynjer af metal. Et angreb leveret af disse styrker, på Khan Kubrats tide var det tunge kavaleri oppe på 30.000 mand, kan vel nærmest sammenlignes med angrebet fra en moderne tank.

De mange sejre over bl.a. byzantinerne skyldes nok hovedsagelig disse special troppers voldsomme slagstyrke. Byzantinerne nåede aldrig op over 400 tunge kavalerister.

Bulgarernes våben bestod for det tunge kavaleris vedkommende af sværd, økser, knive og for det lette kavaleri bestod våbnene af lanser og tunge buer og pile. Fuldstændig afhængige af disse tropper overlevede bulgarerne de store folkevandringer og levede så længe at de skulle opleve at få deres egen stat.

Læs om fødslen af den første bulgarske stat her.

En del af romerriget

Den del af det sydlige Europa som i dag udgør Bulgarien, var i folkevandringstiden en del af det østlige romerrige der opstod i 395.

Det Byzantinske Rige er eftertidens navn for det kristne rige, der voksede ud af Romerrigets østlige dele og havde Konstantinopel (tidligere Byzans, nu Istanbul) som hovedstad. Riget omfattede alle de romerske provinser i Afrika, Egypten, de romerske provinser Thrakien , Moesien, Dacia, Makedonien og Achaia vest for Bosporus samt de nærøstlige provinser, herunder Kyrenaika. Illyrien var delt mellem det øst- og vestromerske Rige.

Befolkningen i Det Byzantinske Rige kaldte sig selv for ‘romere’ og kort fortalt var Det Byzantinske Rige en videreførelse af Romerriget med et stærkt islæt af græsk kultur krydret med kristendom.

Kommentarer er lukket