Bulgariens historie: Kristendommen bliver indført

boris_til_web

Det 9. århundrede

I år 852 besteg Khan Boris den bulgarske trone. Som arving af dette enorme land, blev han en indflydelsesrig medspiller i det europæiske politiske spil over de næste ti år. Allerede i år 853 blev han involveret i alliancepartneren Frankrigs krig mod Tyskland og Kroatien. I år 862 blev han involveret i en krig mod Stormoravien og byzantinerne, denne gang i alliance med tyskerne. I disse sønderknusende krige, som dog ikke betød tab af land, blev det åbenlyst at det var umuligt at bevare de forskellige religiøse gruppers fulde opbakning. Kontakten med de europæiske kristne lande havde overbevist de bulgarske politikere om at de, på trods af deres militære styrke, var sat i en uholdbar situation som medspiller på den internationale scene. Dette blev sat på spidsen af den officielt erklærede hedenske status for den bulgarske nation.

Så Khan Boris besluttede at indføre Kristendommen som den eneste officielle religion i Bulgarien. Der blev etableret kontakt med den tyske konge Ludowig 1, som sendte sine prædikanter mens bulgarerne arbejdede på at tilslutte sig den romersk-katolske kirke, både religiøst og administrativt. Denne nyhed betød en øjeblikkelig krigserklæring fra byzantinerne.

Tilstedeværelsen af den magtfulde romersk-katolske kirke bogstaveligt talt på dørtrinnet til deres græsk-ortodokse land (som åbenbart allerede dér var raget uklar med Rom) kunne komme til at betyde en skræmmende fremtid for de østromerske herskere i Byzantium. Men Khan Boris valgte ikke at gå imod sin befolkning, der stadig led efter en af de værste tørkeperioder i historisk tid og eftervirkninger af en jordskælv der varede i 40 dage. Så på grænsen blev de byzantinske tropper mødt af bulgarske udsendinge der havde medbragt erklæringer om at bulgarerne ønskede at tilslutte sig den græsk-ortodokse kirke i Konstantinopel. I praksis betød det at den bulgarske kirke blev en filial af kirken der. Den byzantinske hersker Michael (842-867) som havde sat sig op til en konflikt mod sin stærke nabo, åbenbart med synkende mod, blev så lettet over at komme ud af krisen uden tab at han overdrog området Zagora i det sydlige Thrakien til bulgarerne.

I år 863 blev den græsk-ortodokse kristendom indført som officiel statsreligion og omvendingen af alle ikke kristne blev startet. Indførelsen af kristendommen skete ikke uden store sindsbevægelser, ikke så meget på grund af selv religionen, men mere på grund af den kristne lovgivning der blev taget fra byzantinerne og indført i hele Bulgarien. Dele af adelen i de eksterne områder startede et oprør mod Khan Boris, men det blev hurtigt slået ned af de centrale styrker, stort set uden tab af blod. I slutningen af året besluttede den bulgarske hersker at den bulgarske statskirke skulle underordne sig paven i Rom. Han var blevet nervøs for at de bulgarske gejstlige ville begynde at handle efter byzantinernes interesser, fordi de var underlagt kirken i Konstantinopel.

Christening-of-Boris-I

Paven i Rom havde ikke en regulær militær styrke der kunne bakke ham op, så Boris vurderede at det ville gøre de gejstlige mere uafhængige og at Bulgarien dermed ville stå friere og have flere muligheder for at kontrollere de politiske kræfter i landet. Den politiske alliance med Tyskland blev fornyet ved samme lejlighed. Romersk-katolske gejstlige kom til landet og fordrev gradvist de græsk-ortodokse præster og tog ansvaret for det åndelige liv i det nydøbte land. Det viste sig dog hurtigt at paven i Rom ikke ville tillade den bulgarske kirke mere selvstyre end den traditionelle organisation i den katolske kirke. Så allerede i år 870 vendte Khan Boris sig igen mod Konstantinopel som nu var indstillede på at indgå et kompromis, så den bulgarske kirke fik større frihed end de kunne opnå i Rom.

Kirken i Konstantinopel anerkendte således den bulgarske kirkes overhoved som en uafhængig, selvstyrende fælleskirkelig leder, for kirkerne i hele Bulgarien og tilknyttede områder. Det betød faktisk at den bulgarske kirke blev selvstændig, hvilket tillod de politiske ledere i Bulgarien at have kontrol over prælaternes aktiviteter, kirkens tilknytning til Konstantinopel var således rent formel. Byzantinerne blev overtalt fordi de troede at anvendelsen af det græske sprog i kirkerne spredt ud over hele Bulgarien ville være en fordel for dem i deres bestræbelser på at undergrave den bulgarske stat og magtstrukturen i landet.

Således besluttede Bulgarien endeligt at have tilknyttet statskirken til patriarken i Konstantinopel, og at landets politiske og kulturelle skæbne dermed var fælles med de kristne østeuropæere. Og det blev startskuddet for etableringen af det slavisk-byzantinske kulturelle fællesskab, som gradvist formede sig og udviklede sig som grundlaget for den østeuropæiske civilisation igennem middelalderen.

Det blev tydeligt at faren for en national opløsning, både etnisk, sprogmæssigt og kulturelt ikke kunne ignoreres. I alle kirkerne, lige fra domkirkerne i de store byer til landsbykirkerne langt ude på landet, blev gudstjenesterne besørget på græsk. De bulgarske gejstlige blev uddannet i Grækenland, i lighed med de fremtidige administrative medarbejdere på alle niveauer.

Opfindelsen af det kyrilliske alfabet

Kommentarer er lukket