Bulgarien under første Verdenskrig

1914 – 1918

Resultatet af den anden Balkan krig, forudbestemte Bulgariens deltagelse i første verdenskrig, der brød ud i 1914. Under de første år af denne krig, bevarede Bulgarien sin neutralitet, mens de forsøgte at beslutte sig til hvilken side der ville kunne hjælpe dem med at genvinde de tabte områder. Serbien, Rumænien og Grækenland forhindrede britiske, franske og russiske diplomater i at finde en læsning som Bulgarien ville acceptere.   I den sidste ende risikerede de dog at skulle stå over for den fare at den effektive bulgarske hær sluttede sig til centralmagterne, Tyskland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet, som på det tidspunkt var sejrrige. Men disse tilbød ikke Bulgarien andet end nogen små områder i den tyrkiske del af Thrakien, og deres uvillighed til at assistere Bulgarien med at løse de territoriale problemer når krigen var slut, fik bulgarerne til at være meget skeptiske overfor dem. Men så blev centralmagterne mere gavmilde, nu lovede de at hvis Bulgarien ville deltage på deres side i krigen, ville bulgarerne få alle de bulgarsk beboede områder tilbage, de fik endda tilbudt områder de aldrig havde bedt om.

Under de omstændigheder, ville man forvente at de kloge politiske hoveder i Bulgarien, ville foretage en nøgtern analyse af de to parters chancer for at vinde krigen. Selv et kort kig på den verdenspolitiske situation, råvaresituationen, de økonomiske og menneskelige potentialer viste klart at Østrig-Ungarn, Tyskland og Tyrkiet ikke havde nogen strategiske eller retfærdige grunde til at tro at de kunne vinde en krig over de store vestlige demokratier, inklusive Rusland og Japan, som faktisk havde resten af verdenen på deres side.

Men monarken og de regerende cirkler bukkede under for følelser og glemte at lave en objektiv analyse af situationen og tilsluttede sig centralmagterne og i august 1915 angreb de Serbien. Den serbiske hær blev bogstaveligt talt mejet ned på nogel så dage. Bulgarerne fortsatte marchen til Thessaloniki, og fejede de engelske og franske tropper, der var kommet for at hjælpe Serbien, væk på deres vej. Thessalonikis skæbne syntes bestemt. Men tyskerne havde ikke haft travlt med at lukke fronten på Balkan, for det afholdt store fjendtlige troppe koncentrationer fra at slås mod dem på vestfronten. Den bulgarske hærs fremrykken blev stoppet af tyskerne under påskud af at de ville forsvare grækernes neutralitet. En neutralitet de selv havde brudt tidligere. Frontlinie kom til at strække sig fra Albanien til Aegian Trace. Og her kæmpede bulgarerne en tre år lang skyttegravskrig mod de bedre udrustede franske og engelske tropper, der fra 1917 fik hjælp fra den græske hær.

I efteråret 1916 gik Rumænien ind i krigen på den vesteuropæiske side. Den bulgarske militærkommando kunne kun sætte den ene af deres armeer ind mod Rumænien, nemlig den berømte tredje arme. Soldaterne og officererne, opfattede denne kamp som en strid om befrielsen af deres landsmænd i Dobrudja, den del af Bulgarien de havde måttet aflevere kun tre år tidligere. Den tredje arme kæmpede fremragende, de nedkæmpede både den rumænske hær og adskillige russiske divisioner på nogle få måneder. I begyndelsen af december, invaderede flere divisioner fra den tredje arme Bukarest, den rumænske hovedstad, sammen med adskillige tyske enheder. Mod nordøst åbnede de en ny front mod russerne ved floden Seret.

Tyskland og Østrig-Ungarns ressourcer blev langsomt drænet. Industrien i Bulgarien var stort set stoppet på grund af mangel på råvarer og energi. Landbruget havde mistet deres trækdyr som hæren havde rekvireret, og der var ingen mænd til at udføre det grove arbejde på gårdene. Bulgarien mobiliserede 900.000 mænd, den højeste procentdel af den tilgængelig mandlige befolkning af alle landene involveret i første verdenskrig. Fødevareproduktionen faldt drastisk og hungersnøden indfandt sig. Den uacceptable knaphed og korruption i de regerende cirkler blev skyld i en massiv utilfredshed både hjemme og ved fronten. Befolkningen var presset. Den socialistisk revolution i Rusland og de bolsjeviske ideer vandt genklang blandt de bulgarske arbejder og landmænd.  Den kriseramte befolkning var klar til en kraftfuld revolution.

Eksplosionen fandt sted i september 1918. De vestlige stater startede to voldsomme angreb på Thessaloniki fronten, ved Doiran og Dobro Pole. Deres intention var at lade de to fremrykkende hære bryde igennem Bulgariens frontlinie og ved en knibtangsmanøvre omrige hele den bulgarske hær. Det lykkedes dem at bryde igennem ved Dobro Pole. Men ved Doiran kæmpede den bulgarske hær indædt og overvandt fuldstændig de britiske og græske troppe. Den bulgarske kommandør gav sine mænd besked på at avancere mod Thessaloniki.

Men samtidigt gjorde de bulgarske tropper i Makedonien oprør og nægtede at tage imod ordrer fra overkommandoen. De marcherede mod Sofia for at gøre regnskabet op med konge og regering. D. 25. september indtog de ukontrollable soldater hærens hovedkvarter Radomir og begyndte at forberede sig på et angreb på Sofia.

Den skræmte monark og den paniske regering løslod deres politiske modstandere fra bondepartiet, Alexander Stamboliski og Raiko Daskalov fra fængslet og sendte dem til oprørernes lejr, i håbet om at deres popularitet ville få masserne til at falde til ro. Men Stamboliski og Daskalov havde andre planer. De foreslog at socialisterne og bondepartiet skulle samarbejde. Men socialisterne sagde nej tak.

Bondepartiets ledere udviste stor beslutsomhed. D. 27. september 1918 stod de i front for oprørerne, erklærede Bulgarien for en republik og satte monarken fra magten. D. 29. september marcherede myteristerne mod Sofia. Trætte som de var og dårligt organiserede, lykkedes det ikke for dem at bryde igennem Sofias forsvar, der bestod af regeringstro tropper og enkelte tyske divisioner. Oprøret blev undertrykt d. 2. oktober.

I mellemtiden søgte regeringen at opnå våbenhvile med vestmagterne. D. 29. September trådte en våbenhvile I kraft ved Thessaloniki. Vilkårerne dikterede at bulgarerne trak sig ud af byen tilbage til deres førkrigspositioner.

Dette var den anden nationale katastrofe siden 1913, og under Kong Ferdinand (1912-1918). Og det var nok til at få den formastelige til at abdicere og forlade landet for altid d. 3. oktober 1918. Hans søn Boris III, besteg tronen. Bulgarien så det katastrofale udbytte af krigen, sort på hvidt, da fredstraktaten blev underskrevet i Neuille, en forstad til Paris, i november 1919. Landet led yderligere territoriale tab til fordel for naboerne. Tabet af det frugtbare agæer Trakien og aagang til Agæerhavet var den største bet. Derudover kom Bulgarien til at hænge på enorme krigsskadeerstatninger, udgifter der var enorme selv for større og mere økonomisk veludviklede vest europæiske lande. Bulgarien skulle også hjemsende hæren og måtte kun have 30.000 våbenføre mænd. De skulle også overlade deres energikilder og de bedste trækdyr til vinderne. Slået, ydmyget og bebyrdet med en næsten bundløs gæld, var Bulgarien bragt ned på det laveste efter befrielsen fra tyrkerne.

Læs videre her – om efterkrigskrisen

Her kan du se hvordan Bulgarien skiftede størrelse flere gange fra 1878 til 1919

traktater

Kommentarer er lukket