Bulgariens redning af 51.500 jøder

dimitar-peshev-bulgarian_je

Forord til bogen: Bulgariens redning af 51.500 jøder udgivet af Bulgarsk-Dansk Forening

Download hele bogen her (i pdf-format) Bulgariens_jøder_til_web.doc

Danskernes redning i 1943 af godt 6.000 jøder fra deportation og Hitlers koncentrationslejre er kendt verden over.

Bulgarernes redning fra Holocaust af alle deres cirka 51.500 jøder er derimod meget lidt kendt, i Danmark næsten slet ikke.

Bulgarsk-Dansk Forening (nu nedlagt), der siden år 2000 har arbejdet for at gøre Bulgarien bedre kendt i Danmark, har oplevet dette som beskæmmende ikke mindst fordi disse to nationer er de eneste, der har gennemført den bedrift at redde deres jøder.

Vi har derfor bestræbt os for at udbrede denne historie som en væsentlig side af Bulgariens image. Det er hidtil sket i ret begrænset omfang, med en kronik i Jyllandsposten den 29.11.2003, med et velbesøgt debatmøde med deltagelse af bl.a. Overrabiner Bent Lexner og repræsentanter for Frihedskampens Veteraner samt med fremvisning af en israelsk dokumentarfilm ”Beyond Hitler’s Grasp”, foreløbig for mindre forsamlinger i lukkede kredse – af hensyn til ophavsrettighederne.

Gennem de seneste år har imidlertid Bulgariens vej til medlemskab af EU, fuldbyrdet ved Nytår 2007, kaldt på en forøgelse af kendskabet til dette nye medlemsland.

For mange danske er kendskabet begrænset til opfindelsen af youghurt (baseret på thermobactericum bulgaricum), af det kyrilliske alfabet, charterrejser til Sortehavskysten og senest et voksende marked for ferieboliger.

Bulgarsk-Dansk Forening vil gerne udvide og uddybe danskernes billede af Bulgarien, navnlig med kendskab til, at denne nation gennem hele sin lange historie siden det 7. århundrede, beliggende ved én af folkevandringernes korsveje, har været en gæstfri og tolerant nation, der næsten ikke har kendt til antisemitisme. I vore dage, hvor Vesten, inkl. Danmark oplever en stærk og tiltagende antisemitisme, får det bulgarske eksempel øget aktualitet.

I forbindelse med Bulgariens indtræden som medlem af EU har vi i Foreningen søgt at oplyse om Bulgarien i almindelighed og særligt om denne side af nationens image navnlig gennem TV, hvor vi håber, det vil lykkes hurtigst muligt efter den 1. januar 2007.

Samtidig vil vi imidlertid også bringe et mere vedvarende vidnesbyrd om bulgarernes bedrift i 1943 i form af dette skrift, der er en oversættelse af et kapitel om Bulgarien skrevet af Hans-Joachim Hoppe, fra en bog, ”Dimension des Völkermords”, om antallet af Nationalsocialismens jødiske ofre, udgivet af Wolfgang Benz i München 1991 på forlaget R. Oldenbourg. Bogen er en omfattende og veldokumenteret gennemgang af jødernes skæbner i alle de europæiske lande, der blev besat af eller som Bulgarien på anden måde var forbundet med Hitler-Tyskland.

Den historie, Hans-Joachim Hoppe fortæller, er så meget mere bemærkelsesværdig som Bulgarien – især Kong Boris III, Regeringen og Nationalforsamlingen – kom under et voldsomt pres fra Hitler for at udbrede ”Die Endlösung” også til dette land. Imidlertid lykkedes det, navnlig i kraft af Kongens indsats at forhale Nazi-Tysklands pres og efterhånden med støtte navnlig fra Kirken at gå en prekær balancegang, der efterhånden gjorde det muligt at hindre deportationen.

Beretningen om det voksende pres fra Nazi-Tyskland og bulgarernes forsigtige og opfindsomme modstand er uhyre spændende og dramatisk. I sin fremstilling nøjes Hoppe ikke med – som bogens titel antyder – at søge ned i kilderne til de kolde tal, men går dybere ned i de gruopvækkende begivenheders menneskelige dimension: Kong Boris’ nærmest umulige dilemma mellem Hitlers personlige pres på ham og hans varetagelse af de nationale bulgarske interesser, der i en fase af historien fik ham til nærmest at gå under jorden for at undgå at skrive under på et dekret, der kunne blive fatalt for mange jøder. Den særlige Jødekommission, der efter nazi-tysk pres blev oprettet i Sofia, havde en leder, hvis sekretær og elskerinde fik medlidenhed med jøder i sin venne- og bekendtskabskreds; hun lækkede jødeforfølgernes planer lige tids nok til at forhindre en katastrofe. Den ortodokse Kirkes overhoved, Sofias Metropolit (Ærkebiskop – o.a.) Stefan, havde  frem for nogen barmhjertighed, mod og autoritet til at stå frem, tale nazi-magthaverne midt imod og dermed give Kongen en tiltrængt støtte og sammen med ham mobilisere en bred folkelig bevægelse, som blev stærkt medvirkende til sagens vending.

Som så ofte i virkelighedens grumsede verden var der også en række tilfældigheder, der spillede ind til fordel for jøderne; men i mange tilfælde var redningen på et hængende hår. Kongens og Regeringens svage stilling over for Hitler-Tyskland gav sig udslag i en svingende, opportunistisk kurs med mange taktiske overvejelser – en politik, der set i tilbageblik nok kan forekomme lidet heroisk, men som under de givne omstændigheder synes at have været det optimalt mulige, der også bidrog til den gunstige udgang.

Hoppe har også beskrevet, hvordan begivenhederne i den store Verden uden for Bulgarien spillede ind, navnlig da krigslykken vendte ved El Alamain og Stalingrad,  svækkede Nazi-ledelsens gejst og gav dem andet at tænke på.

Det er blevet brugt imod bulgarerne og deres image, at det ikke lykkedes dem at redde jøderne fra de tilgrænsende områder, som Bulgarien fik Hitlers indforståelse med at annektere og besætte. Det handlede om godt 11.000 jøder fra Makedonien, Thrakien og andre områder. Men Hoppe bringer en meget nuanceret beskrivelse af disse forhold med særlig vægt på, at disse jøder ikke var bulgarske statsborgere og derfor ej heller repræsenteret i den bulgarske Nationalforsamling.

Hans læser fornemmer, at Hoppe nok helst ville tro, at de bulgarske besættelsesmyndigheder ikke havde samme muligheder der for at modstå presset fra Hitler, men han efterlader heller ingen tvivl om, at bulgarske myndighedspersoner medvirkede ved deporteringerne. Det var dog kun nogle få opportunistiske håndlangere, lokket af højere løn og ulovlige indtægter fra jødernes konfiskerede ejendele. Nærmest sandheden kom Hoppe formentlig med sin nøgterne konstatering i slutafsnittet ”Status” af, at ”Det ser ud, som om de makedonske (og trakiske – o.a.) jøder blev ofret til fordel for jøderne i det egentlige Bulgarien”.

Her er intet skønmaleri – gruopvækkende, brutale kendsgerninger kommer tydeligt frem, ligesom elendigheden og fortvivlelsen blandt jøderne.

Billedet er hverken krystalklart eller éntydigt, men slutresultatet synes at skyldes en kombination af flere faktorer, hvor bulgarernes egen vedholdende modstand, mere eller mindre passiv, umiddelbart spillede ind i et nervepirrende forløb fra dag til dag, men hvor også Verdenskrigens gang kom til at spille en væsentlig rolle.

Afgørende må være det imponerende resultat i selve Bulgarien, at samtlige 51.500 jøder blev reddet. En bedrift som den tidligere bulgarske udenrigsminister, Solomon Passy, selv jøde, har beskrevet som den bulgarske nations største bidrag til den europæiske civilisation i de sidste 100 år.

Hoppe underbyggede sine oplysninger og vurderinger med talrige fodnoter, der imidlertid virker noget forstyrrende for læsningen og derfor er udeladt i oversættelsen; hans to hovedkilder, Frederick B. Chary og Wolf Oschlies nævnes udtrykkeligt i begyndelsen af hans tekst og i oversættelsen. Disse og mange andre vidnesbyrd om hans videnskabelige grundighed og troværdighed kan efterforskes gennem bibliotekerne eller hos Bulgarsk-Dansk Forening.

Hoppes afsnit om deportationerne fra Thrakien, Makedonien og Pirot er meget omstændelige med mange detaljer og kan roligt springes over af den læser, der søger helhedsbilledet. På den anden side er disse afsnit taget med i oversættelsen som integrerende dele af hans redegørelse og som grundige bidrag til hans opgørelse af antallet af deporterede, ikke-bulgarske jøder fra de af Bulgarien besatte områder.

Hoppes sprog er karakteristisk videnskabeligt tysk, der intet mangler i detailrigdom og præcision og derfor er vanskeligt tilgængeligt. I oversættelsen har det derfor været nødvendigt flere steder at bløde nogle lange, tunge sætninger op, dele og forenkle dem for at frigøre forfatterens mening fra det bur af indviklet syntaks, hvori han ofte spærrede sit budskab inde.

Forhåbentlig er intet væsentligt gået tabt i denne proces, således at det klart vil fremgå, at det Bulgarien, der ved Nytår 2007 er trådt ind i EU som en ny partner for Danmark, er en uhyre gæstfri og tolerant nation.

Hørsholm, januar 2007,

Klaus Otto Kappel.

Kommentarer er lukket