Bulgarien mellem 1925 og 1939

1925-1939

En mere stabil periode, og et lille økonomisk opsving, satte ind i 1925. Dette skyldtes hovedsageligt en genoplivning af verdensøkonomien. Den eksisterende industri fik moderniseret teknologien mens energiforsyningen kunne øge produktionen. Landbrugsproduktionen oplevede et betydelig fremskridt. Ved siden af det traditionelle skovbrug og kornafgrøderne, dukkede nye industrielle afgrøder, såsom oliefrø og sukkerroer op. De udgjorde nye råvarer for den veludviklede bearbejdningsindustri og var en del af en ny konkurrencedygtig eksport. Skridt for skridt, gik udviklingen af industrien og opdyrkningen af jorden i den rigtige retning og skaffede midler til at formindske flygtningeproblemets økonomiske byrde på samfundet. Ved krigens slutning var over 300.000 bulgarere fra Makedonien, Thrajien og Dobrudja flygtet til Bulgarien.Konsolideringen af økonomien tog brodden af de irriterende sociale indre uoverensstemmelser. Ifølge Cominterns påstande var det ikke længere nødvendigt med en revolution i Bulgarien, og kommunisterne måtte tilbagekalde deres væbnede oprørs planer fra 1925. Den spændte atmosfære med terrorisme kølede gradvist af.

I perioden frem til anden verdenskrig dykkede det traditionelle borgerlig-demokratiske system ned i en dyb krise. Der var to hovedårsager til den tilstand det politiske liv befandt sig i. De traditionelle borgerlig-demokratiske partier manglede opbakning i befolkningen, p.g.a. deres inkompetente regeringstid under Balkan krigene, udtalt korruption indenfor rækkerne samt deres uforsonlige måde at tackle terroristerne på. De to partier, BCP og BPAU, som tidligere havde nydt godt af en stor folkelig opbakning var ligeledes i krise. Bondepartiet blev delt i flere fraktioner, der skiftevis var fjendtlige overfor hinanden og indgik i skrøbelige samarbejdsaftaler med hinanden.

BCPs status var mere kompliceret. De blev forbudt af en særlig lov, Stats Sikkerheds Beskyttelses Akt, specielt vedtaget af nationalforsamlingen. Men i løbet af 1927 genoptog de aktiviteterne og blev registreret under et nyt navn, det Bulgarske Arbejderparti BWP. De levede op til instrukserne fra Comintern om urokkelig lydighed, og prøvede igen at støbe kugler af uro, men indsatsen var fuldstændig utilstrækkeligt målt ud fra situationen i landet. Dette var med til at skave yderligere forvirring og vælgerflugt. Ikke desto mindre gik det godt for dem i valgene, titusindvis af mennesker satte deres kryds ved BWP og hjalpm dem med at vinde det kommunale valg i Sofia i 1932.

Vanskelighederne med at opretholde en ledende position for ethvert af de borgerlige partier, lå i at de fandt det umuligt at gøre nogen form for seriøse fremskridt i de udenrigspolitiske spørgsmål, specielt løsningen på et brændende problem for det bulgarske folk, Neuille traktaten. At få traktaten annulleret eller i det mindste revideret inkluderende en eftergivelse af de kolossale krigsskadeerstatninger, anerkendelse og regulering af rettigheder og frihed for de bulgarske minoriteter i nabolandene på Balkan og lignende problemer, ville have svaret til en helbredelse af den bulgarske folkesjæl. Men de andre Balkan stater havde allerede formet en stærk blok med de sejrsrige stormagter og afviste ethvert forsøg på afspænding, såvel som enhver retfærdig forespørgsel fra bulgarerne, selv dem der dybest set også kunne være til fordel for dem selv.

De politiske partier der var kløftede og splittede af interne stridigheder blev gradvist enkle forbindelser mellem mennesker, uden principper og med kun det ene mål, at komme til magten så de kunne deltage i den kriminelle deling af landets økonomiske ressourcer. I begyndelsen af trediverne førte krisen til en nedslående mangel på tillid til det demokratiske system. Forsøgene på at finde en vej ud af krisen på parlamentarisk facon gav ingen resultater. Mange bulgarere fulgte nøje med i udvikling i både Italien og Tyskland, som begge havde fået indført fascistiske diktaturer, og mange mente at det kunne være en måde at løse problemerne på.  Der blev dannet op til flere fascistiske partier, men ideen vandt aldrig genklang hos flertallet af det bulgarske folk, der ikke kunne fornægte deres demokratiske sind.

Mistilliden til de traditionelle demokratiske værdier var grunden til tilsynekomsten af en ny type politikere på den politiske scene i trediverne, den ideologiske kreds Zveno. De forkastede ideen om partipolitik men mente at magten skulle gives til den økonomiske og intellektuelle elite i landet, uanset deres politiske holdninger. Zveno gik også ind for kommunisternes forslag om afskaffelse af klasseforskelle i samfundet. Selvom Zveno var fortalere for stærke og totalitære institutioner og forkastede demokratiet som et statsligt styresystem, var de ikke fascister. De havde ingen af de fascistiske tankegange, ej heller racistiske eller racemæssige forbehold. De stræbte ikke efter at organisere en massebevægelse som et instrument til at opnå stærk og langvarig politisk støtte til deres ideer. Deres ideer byggede mere på typiske amatøragtige politiske tanker, støttet af nogle officerer der følte en ægte bekymring for landets fremtid.

D. 19. maj 1934 gennemførte Zveno et statskup. De indsatte en regelingsleder, Kimon Georgiev, der suspenderede forfatningen, afskedigede nationforsamlingen, forbød og opløste de politiske partier og vedtog en masse love der skulle understøtte et statsligt burokratisk maskineri. IMRO, en af de største forhindringer i at opnå tålelige relationer til nabolandene blev undertrykt. I forsøget på at lede Bulgarien ud af dets internationale isolation, tog etablerede den nye regering diplomatiske kontakter til Sovjetunionen, forbedrede relationer til både Frankrig og Storbritannien og gjorde sig store anstrengelser for at forbedre forholdet til Jugoslavien. Som erklærede republikanere tog Zveno regeringen forskellige skridt for at udfordre monarkens position.

Zveno regeringen indførte en del love, der skulle sikre en udstrakt statskontrol med de private virksomheder. Til gengæld fik kooperativerne friere hænder og staten fik monopol på alle centrale industrier samt bankvæsnet. Denne politik gav en vis økonomisk fremgang, men det sikrede også Zveno regeringen en dårlig karakter fra den borgerlige middelklasse. Det lykkedes regeringen stort set at støde alle i middelklassen, de traditionelle partier, kommunisterne og monarken fra sig på få måneder. Eftersom de manglede det meste af befolkningens støtte, blev de nemme ofre for militæret, som var loyale overfor kong Boris III. En af de militære grupper tvang således Kimon Georgiev til at resignere i januar 1935. En ny regering, der var loyal overfor monarkiet blev dannet.

Tsar Boris III havde en idé om at udvide sine beføjelser således at han havde den ledende magt i landet. Han var bekymret over landets skæbne og var overbevist om at ingen af de gamle partier eller de nye politiske kredse kunne skabe en god fremtid for Bulgarien. Han udarbejdede en politisk plan der gradvist skulle fjerne Zveno fra den politiske scene. De var da også stort set væk inden starten på 2. verdenskrig. Regenten havde ingen planer om at genskabe det konstitutionelle parlamentariske system. Men det var ikke nemt for ham at ophæve Turnovo konstitutionen idet bulgarerne var ekstremt overfølsomme grænsende til ondskabsfulde overfor alle former for autoritative kræfter, efter at have været frarøvet et egentligt aristokrati og elitære spirituelle lederne i hen ved seks hundrede år.

Selv under krigene havde kongens særlige rettigheder været stærkt begrænsede og derfor var han især omhyggelig med at udbrede, for ham hensigtsmæssige, elementer af frygt for fremtiden, at overholde løfter om valg og iværksætte skræmmekampganer imod det konventionelle borgerlige statsapparat. På den måde lykkedes det ham at overbevise folk om at han var deres bolværk imod det politiske system og at han som den eneste kunne give dem håb om en bedre fremtid. Det må indrømmes at den royale kampagne var en succes. Trætte som de var af ævl og kævl, accepterede folket kongens diktatur og derfor styrede kong Boris III næsten enevældigt landet med hjælp fra en loyal opsynsførende regering.

Læs videre her – om anden verdenskrig

Kommentarer er lukket