Bulgariens historie: Bulgarien genopstår

Rekonstruktionen og fremgangen for den bulgarske stat og dets overherredømme over Balkan 1185-1246

Gnisten der antændte det bulgarske befrielsesoprør i foråret 1185 var de tunge ekstra skatter der blev pålagt bulgarerne, for at imødegå de ekstravagante omkostninger som byzantinernes herskers bryllup med en ung ungarsk prinsesse medførte. Sporadiske, ikke særligt godt planlagte oprør brød ud i det sydlige bulgarske sortehavsområde, i Balkan bjergene og i Makedonien. Optaget som de var af alvorlige kampe med normannerne, undlod byzantinerne at undertrykke disse små oprør. Dette gjorde oprørerne endnu mere dristige. Oplysningerne om disse begivenheder er yderst sparsomme, men der er nogle få sekundære beviser på at ideen om at genskabe den bulgarske stat hurtigt skubbede de oprindelige økonomiske motiver til side. Der var en bestemmelse i den bulgarske lov om at Bulgariens trone kun kunne blive givet til personer af royal afstamning. Dette må have fået oprørslederne til at kontakte to fjerne efterkommere af Simeon dynastiet, brødrene Asen og Theodor, der var militær og administrative guvernører i Moesia på det tidspunkt. Brødrene var stillede sig imidlertid tøvende overfor oprørenes ideer. Truslen om en militær konfrontation med det stadig mægtige rige gjorde alle vagtsomme. Så det prøvede at opnå frihedsbevægelsens mål ad fredelig vej. Asen og Theodor blev sendt på besøg hos kejseren i hans militære lejr ved Agæer kysten. De bad om at blive udnævnt til militær og administrative guvernører for hele Bulgarien, hvilket sandsynligvis ville have givet dem en hvis form for selvstyre over området. Kejserens godkendelse ville have bundet dem til at sørge for at oprørerne blev indrulleret i kejserens hær og dermed styrke hans tropper i kampen mod normannerne.

Man kan dårligt forestille sig et bedre forslag, som ville imødese både interesser og bevare omdømmet for begge parter i konflikten. Men som bekendt er hverken visdom eller skarpsindighed normale kvaliteter hos de fleste politikere. Det viste sig også at gælde i denne situation, kejseren nøjedes ikke med at afvise ideen men han slog også, rent bogstaveligt Asen i ansigtet. Bulgarerne fortrak til deres fæstning i Rodope bjergene, som de havde haft travlt med at forny og forstærke, ifølge en byzantinsk krønikeskriver.

Det virkede dog som om langt de fleste bulgarere stadig var lunkne overfor truslen om en åben konfrontation med imperiet. På den konto gjorde de to brødre noget mærkeligt set med vor tids øjne, men som ud fra datidens standarder fuldt ud kunne forsvares. På det tidspunkt hvor normannerne bemægtigede sig magten over Thessaloniki, lykkedes det for en gruppe bulgarere at bjærge og transportere ikonet af St. Demetrius, den højest tilbedte militære skytshelgen i Byzants, til Turnovo fæstningen i Balkan bjergene.

Asen og Theodor byggede en kirke i Turnovo, placerede ikonet der og ved kirkens indvielse i november 1186, erklærede de at St. Demetrius havde vendt sig væk fra byzantinerne og derefter ville være skytshelgen for Bulgarien og Bulgariens hær. Overvældet af en pludselig inspiration udråbte en masse krigere Theodor til at være den nye tsar af Bulgarien. Og som tsar fik han navnet Peter. Asen tik herredømmet over den bulgarske hær. Efter det drog de bulgarske tropper øjeblikkeligt til den gamle bulgarske hovedstad Preslav, hvor tsar Peter befandt sig. Asen blev tilbage i Turnovgrad for at styre deres fædrene arv der.

Turnovo blev snart den fungerende hovedstad, for den reelle magt lå i hænderne på Asen. Han blev, tilfældigvis kan man sige, også udnævnt til tsar af Bulgarien i 1187. Under de første år af opstanden fik kun Moesia og Wallachia deres uafhængighed fra byzantinerne. I de efterfølgende år gik de bulgarske tropper ind i det tidligere Bulgariens sydlige territorier. Og mens Makedonien, som udgjorde kernen i modstanden imod byzantinerne i det 10. og 11. århundrede, blev befriet uden særlige problemer, så kom det til hårde kampe i Thrakien, kampe som bedst kan beskrives som lige så voldsomme som dem der fandt sted i Bulgariens episke periode.

turnovo

Herefter fulgte en ca. 10 år lang periode med skiftende stridigheder, nogen gange var de bulgarske i nabolaget af Konstantinopel og Thessaloniki, og nogle gange blev de drevet helt tilbage til Moesia. Men bedst som bulgarerne var blevet overlegne i kampen, skete der noget tragisk. I år 1196 blev tsar Asen offer for et komplot. Kort tid efter blev også hans bror tsar Peter myrdet. Så det lykkedes ikke for befrierne at konsolidere deres magt.

De to myrdede brødre, Bulgariens befriere, havde en tredje bror som overtog tronen som tsar Kaloyan (1197-1207). Efter at have dæmpet den stærke boyar opposition, erklærede han krig mod Byzants i år 1199. I år 1202 havde han befriet store områder af Thrakien, Sortehavskysten var dog stadig på byzantinske hænder. Denne gang lykkedes det ikke for byzantinerne at få effektiv hjælp fra ungarerne. I år 1203 blev ungarerne slået affektivt og dele af Danubien kom tilbage på bulgarske hænder.

Tsar Kaloyan var opmærksom på sit lands alvorlige internationale isolation. En konflikt var med latinerne som blandede sig i striden på byzantinernes side. Derfor skrev han allerede i år 1997 til pave Innocent III og foreslog at den bulgarske kirke blev tilknyttet kirken i Rom mod at han blev kronet som konge af Bulgarien, som en anerkendelse af hans position. Forhandlingerne, som blev foretaget med stor diplomatisk snilde på begge sider, endte i år 1204. Tsar Kaloyan modtog en krone, et scepter og en velsignelse fra Rom mens Basil blev indviet som ærkebiskop. Dette tillod tsar Kaloyan at erklære alle de ungarske hævntogter ind i Bulgarien for illegale, idet Bulgarien nu var et anerkendt katolsk land og han forfulgte ungarerne langt i Transsylvanien og Serbien.

Samtidigt i år 1204 skete det meget uventede at Bulgariens ærkefjende Byzants kollapsede. Svækket af den mere ned 20 år lange konflikt med Bulgarien faldt landet i hænderne på ridderne fra det fjerde korstog. Fundamentet til Vesteuropas vidunderbarn, det latinske imperiums politiske storhedstid blev lagt i Konstantinopel. Denne stat havde hurtigt besat stort set hele Byzants territorier i Europa og Asien.

Det blev påtrængende for tsar Kaloyan at forhandle en løsning af hvor grænserne skulle gå med den latinske kejser Baldwin af Flandern (1204-1205). Men hans svar var hovent og uhøfligt. Latinerne svarede at så vidt de vidste var Bulgarien en illegal politisk formation og at dets territorium, som en del af det tidligere Byzants, nu var deres. De informerede Kaloyan om, på en sarkastisk måde, at de selvfølgelig snart ville komme. Tsar Kaloyan bønfaldt paven om at tale korstogsridderne til fornuft, men det havde ingen effekt.

I den situation besluttede den bulgarske regent, som ikke kunne lide at være på bagkant af en situation, at han ville slå først. I foråret 1205 udbrød et oprør, inspireret af tsar Kaloyan, i den latinske del af Thrakien. Først da de latinske tropper belejrede hovedbyen i regionen, Adrianople (nu Edirne), så korsridderne til deres store forbavselse, at de bulgarske faner vajede over befæstningen. Sådan de blev nødt til at anerkende tsarens overherredømme. Snart efter ankom de bulgarske tropper til Adrianopel. Korsridderne troede ikke at de var ventede og de angreb den bulgarske hær d. 14. april 1205, de led frygtelige tab og tabte slaget. Samme dag indenfor synsvidde af Adrianopel blev kejser Baldwin taget til fange. Dette markerede slutningen på de vesteuropæiske drømme om at etablere sig i Østeuropa. For kejser Baldwin var det et knusende slag for det imperium, som aldrig mere kom til at spille den afgørende rolle som en førende politisk magt i Østeuropa som de havde regnet med, hvilket efter endnu 6 årtiers smertefulde dødskampe medførte at imperiet forsvandt fra den politiske scene.

De næste par år tilføjede de bulgarske tropper korsridderne mange drøje hug. Den sidste af det fjerde korstogs ledere, Boniface af Montferrat, kongen af Thessaloniki, blev slået i en kamp mod bulgarerne. Den byzantinske adel som var forvirret og skræmt over bulgarernes triumferende fremmarch, som allerede havde puttet dem i front som en dominerende magtfaktor på Balkan, bakkede ud af deres alliance med bulgarerne og de forsvandt totalt fra Thrakien. Nogle få overlevende brugte tsar Kaloyan som bevis på at det onde havde overtaget Bulgarien.

I oktober 1207 belejrede tsar Kaloyan Thessaloniki. Ved slutningen af slaget døde den bulgarske tsar under nogle mærkelige omstændigheder, nogle sagde at var død af et hjerteslag, andre sagde at han var blevet myrdet. Boril, Kaloyans nevø og den eneste voksne efterfølger af Asen blev indsat på tronen.

Tsar Boril (1207-1218) besad ingen af de tre brødres diplomatiske eller militære evner. Et antal misfornøjede boyars, regionale guvernører i Makedonien, Thrakien og Rodopi bjergene nægtede at adlyde ham og deres områder blev selvstyrende feudale regioner. Den udmattede bulgarske stat kunne ikke modstå et latinske angreb i år 1208 og de tabte Thrakien. Ungarerne kom igen fra vest. Så sent som i år 1204 lykkedes det Boril at slå invasionstyrkerne. Fjendtlighederne fra latinerne og ungarerne blev stoppet af paven og freden blev styrket af strategisk indgåede ægteskaber. Borils opposition genvandt deres kræfter ved at udnytte tsarens politiske og militære inkompetence og de mistænkte ham for at have medvirket i et komplot, der havde resulteret i Kaloyans død.
I år 1217 vendte Ivan Asen II, søn af Tsar Asen I og den legitime arving, til den bulgarske trone hjem fra sit eksil i den russiske provins Galich, hvortil han var blevet sendt som teenager på det tidspunkt hvor tsar Boris var blevet kronet. Han var leder af et kompagni russiske lejetropper og en efter en åbnede den bulgarske fæstninger deres porte for ham. Boris lukkede sig inde i hovedstaden Turnovo og byen faldt først i foråret 1218. Boril fik stukket øjnene ud og blev landsforvist og Ivan Asen begyndte på sin første periode som Bulgariens regent.

Den unge regent udskilte sig fra sin forgænger, ved at have ekstraordinære talenter for statskundskab. Allerede fra første dag skulle han regere i en temmelig indviklet udenrigs politisk situation. Det topolede politisk mønster, med Byzants som ærkefjenden, som Bulgarien havde befundet sig i adskillige århundreder, var blevet erstattet af et kludetæppe af stater med nogenlunde samme magt og ambitioner, det Latinske Imperium, Byzants efterfølgere, Epirius og Nicaea, Bulgarien, Ungarn og Serbien. Ved at vælge at forhandle (hvilket faktisk ikke var så almindeligt i middelalderens Europa) frem for at slås, lykkedes det tsar Ivan Asen II at nå stort set samme mål som hans berømte forgængere, tsar Simeon den Store og tsar Samuel. Hans diplomatiske ægteskab med datteren af Ungarns Konge, gav Bulgarien Beograd og Branichevo i det centrale Danubien tilbage. Tsar Ivan Asen fik også det øvre Thrakien tilbage i folden, efter en fredstraktat indgået med latinerne.

I år 1230 blev Bulgarien plyndret af  voldelige horder fra Epim. Voldsherren, Theodore Comnenues, som betragtede sig selv som legitim arving til den byzantinske trone, blev slået ved et regulært slag ved Klokotnitsa og blev taget til fange. Den bulgarske stat beslaglagde alle hans værdier og Bulgarien blev igen den uovertrufne magt på Balkan. Lige som tilbage i det 10. århundrede udstrakte riget sig til at omfatte det meste af Balkan halvøen. Under der efterfølgende 10 år af hans regeringstid blev den bulgarske tsar kendt for hans politiske og diplomatiske manøvrer blandt de andre politiske kræfter på halvøen, ikke en af dem turde anfægte Bulgariens overherredømme. Dette varede indtil hans død i år 1241. Selv i hans sidste måneder som regent klarede han at demonstrere Bulgariens store potentiale.

Den bulgarske hær knuste horder af tatarer, som havde holdt sig usynlige indtil da. Det er værd at huske at tatarerne, besatte som de var af tanken om Asien som verdensriget, allerede havde opslugt alle stater vest for Ural bjergene inklusive Rusland, de havde slået og affolket Ungarn og gik derefter mod Bulgarien, for at dække deres flanker før det endelige angreb på Vesteuropa.

1241_year

Men i år 1241 afviste bulgarerne dem, hvilket faktisk tog pusten så meget fra dem, at de ikke kunne gå helhjertet ind i Vesteuropa. De vedblev med at være en politisk magt faktor i flere århundreder men de gik aldrig mere efter at komme ind i Europa.

Den territoriale udvidelse af Bulgarien indenfor grænserne af de etniske bulgareres udbredelse, havde skabt rigtigt gode vilkår for en succesfuld økonomi og kulturel udvikling. Fra den tid tog Bulgarien aktivt del i al samhandel med Vesteuropa. Ivan Assen II underskrev mange aftaler med Europæiske politiske formationer, som hjalp med at regulere handlen med vesten. Bulgarien havde genvundet sin fulde kraft i år 1235, og den Bulgarske kirke blev den eneste kirkelige institution i Europa, som vedkendte sig den ortodokse trosretning, der blev bakket op af et veletableret statsapparat, belært af Byzants kollaps og som det så ud i Rusland på det tidspunkt. Derfor fik den bulgarske kirke stor indflydelse i hele Østeuropa. De kulturelle udvekslinger der fandt sted på foranledning af de intellektuelle kredse i den bulgarske kirke, blev et lysende eksempler for Vesteuropa i årene der kom.

Herefter fulgte en tid med politisk krise – læs mere her

Kommentarer er lukket