Bulgariens historie: Balkankrigene

1879 – 1900

Overbeviste om at en fredelig eller diplomatisk løsning, for den del af befolkningen der fortsat var under tyrkisk besættelse, var umulig, samt at en intern opstand var dømt til at mislykkes, besluttede de regerende cirkler i Sofia i begyndelsen af det 20. århundrede at føre en mere militært baseret kurs. På det tidspunkt havde Bulgarien opbygget en af Europas stærkeste hære. Den var veludrustet, veldisciplineret og forberedt gennem århundreders traditioner på kampen for befrielsen af de bulgarere, der stadig var under tyrkernes herredømme. Der var dog en enkelt detalje der afholdt den bulgarske regering fra at erklære Tyrkiet krig. Denne detalje var ikke uvæsentlig idet der på det tidspunkt var 4,5 mio. bulgarere imod det næsten seks gange større Tyrkiet med over 25 mio. indbyggere.

Og når vi nu er på en hjemmeside om Chepelare så bør det nævnes at på dette tidspunkt gik grænsen mellem Tyrkiet og Bulgarien ved Chelepare. Det betød at tusindvis af får ikke kunne komme ned til deres vintergræsgange og det tvang befolkningen til at finde andre måder at ernære sig på, såsom skovbrug.

De bulgarske diplomater havde arbejdet hårdt på at finde militære og politiske allierede, til denne deres land så uundgåelige konfrontation med det osmanniske imperium. En intern krise i Tyrkiet i 1908 hvor de unge tyrkere fik magten, fik Bulgarien til at skynde sig. De drog fordel af sultanens afsættelse, Bulgarien erklærede deres fulde uafhængighed og udråbte Bulgarien som kongerige. Pris Ferdinand d. 1. blev kronet som konge. Indtil da havde Bulgarien formelt været et fyrstendømme under Tyrkisk suzerænitet.

Ved århundredskiftet stiftede Balkans kristne stater en alliance som Bulgarien tilsluttede sig. Bulgarien var udmærket klar over at de ikke havde en chance alene mod Tyrkerne. Der lå mange trættende problemer foran dem. Rusland ville ikke i krig mod Tyrkiet og insisterede på at alliancen var rettet mod Østrig-Ungarn. Bulgarerne forlangte øjeblikkelige fjendtligheder mod besættelsesmagten Tyrkiet. Ved siden af det havde Bulgarien uoverensstemmelser med to af de allierede, Grækenland og Serbien omkring delingen af Makedonien og Trakien. Alle tre stater fordrede de samme områder. På det tidspunkt begik de bulgarske diplomater en utilgivelig brøler. De indgik i alliancen uden forudgående og klare aftaler omkring delingen af de kontroversielle områder. De kvajede sig igen ved at aftale at alle bulgarske hærenheder skulle flyttes til det umiddelbare opland til den tyrkiske hovedstad. (Det var sandsynligt at tyrkerne ville koncentrere deres hære her.)  Samtidigt blev det overladt til grækerne og serberne at besætte de ovennævnte områder i Makedonien og Trakien.

Krigen blev erklæret i oktober 1912. Den bulgarske hær udførte udvidede frontale angreb på den tyrkiske hovedstad. På bare nogle få uger lykkedes det de bulgarske soldater, opildnede som de var ved tanken om at befri deres landsmænd, at besejre den over en halv mio. mand stærke tyrkiske hær ved episke slag ved Lozengrad, Luleburgaz, Petra og Seliolu. Fortet ved Edirne blev belejret og frontlinien på den bulgarske hær nåede så langt som til Chataldja, det sidste af de forstærkede forsvarsværker i den tyrkiske hovedstad. På det tidspunkt slog lette bulgarske tropper tyrkiske afdelinger i Rodope bjergene og Trakien, mens andre entrerede og befriede det østlige Makedonien.

De serbiske og græske tropper stod over for en tyrkisk hær på omkring 130.000 mand, og de havde ikke de store problemer med at vinde. Derefter belejrede de de to store forter i Yanina og i Skodra. I midten af december bad tyrkerne om nåde. Fredsforhandlinger med deltagelse af alle stormagterne blev afhold i London med den britiske udenrigsminister som forhandler. De allierede insisterede på at tyrkerne skulle forlade alle landområder i Europa med undtagelse af det umiidelbare bagland til Istanbul og stræderne der adskiller Europa og Asien. Men tyrkerne var uforsonlige. Fjendtlighederne blev genoptaget og efter en perfekt planlagt aktion lykkedes det bulgarerne at erobre fortet Edirne, som tyrkerne ellers havde forsvaret med en 60.000 mand stærk enhed. Tyrkerne var dog ikke slået helt endnu. De gik ind i en modoffensiv på Gallipoli halvøen, men deres plan fejlede. Nu ønskede den tyrkiske regering fred og de gik på betingelserne fra London.

Det blev enden på den første balkan krig. Dens historiske betydning er ikke helt uanselig, den betød slutningen på feudalt styrede områder i Europa. For bulgarerne betød krigen en ende på den nationale befrielse og den borgerlig-demokratiske revolution,  og den gik over i historien som en national samlings krig.

Lige så snart krigen var slut, gik de allierede i gang med at dele de tilbageerobrede områder imellem sig. Serberne og grækerne ville hver især beholde det de havde erobret. Mens bulgarerne havde kæmpet de hårdeste slag mod det meste af den tyrkiske hær på et rimeligt begrænset geografisk område, havde både serberne og grækerne haft tid til at erobre anselige territorier, stort set hele Makedonien – beboet af bulgarere, næsten uden kampe.

På det tidspunkt udviste hverken monarken, som nationalforsamlingen havde udnævnt til hærfører, eller hærstaben nogen form for skarpsindighed eller modenhed. Hellere end at forsøge at løse konflikten af diplomatisk vej eller ved at bede om hjælp fra stormagterne, valgte de en konfronterende og kompromisløs kurs ved at komme med militære trusler. Serberne og grækerne greb chancen, de slog sig sammen i en militæralliance. På det tidspunkt var deres hære faktisk svagere og mindre effektive end den bulgarske, men de regnede med god hjælp fra både tyrkerne og rumænerne, tyrkerne for at få hævn og rumænerne for at opnå kompensation for tidligere nederlag.

Den anden Balkan krig startede således d. 16.juni 1913. Den udløsende faktor var en bevæbnet episode der var ansporet af den bulgarske monark. Både græske og serbiske tropper angreb herefter den bulgarske hær. Efter nogle få dage med rod i rækkerne og delvise tilbagetrækninger, slog bulgarerne serberne ved Bregalnitsa og grækerne ved Kresna gorge. Men så trådte både Rumænien og Tyrkiet ind i krigen. Uden at møde modstand, fordi den bulgarske hær var optaget andre steder, besatte Rumænien den nordlige del af Bulgarien mens tyrkerne besatte den østlige del af Thrakien. Bulgarien var tvunget til at bede om fred.

En fredstraktat blev underskrevet i august 1913. Det var en uretfærdig aftale der blev dikteret bulgarerne. Landet som havde fortrængt de sidste feudale herskere fra Europa måtte afstå landområder. Bulgarien fik små områder af Trakien og Makedonien, men måtte afstå store områder af Dobrudja, som blev givet til Rumænien. To millioner bulgarere, ca. en tredjedel af det totale antal, måtte nu igen leve under fremmed herredømme.

Læs videre her – om første verdenskrig

Kommentarer er lukket