En dominerende magt i Østeuropa i årene 893-967

Det 9. og 10. århundrede

I år 889 abdicerede Khan Boris, døberen af det bulgarsk folk, af egen fri vilje og overlod tronen til sin søn Vladimir-Rassate (889-893) og trak sig tilbage til et kloster i umiddelbar nærhed af hovedstaden. Men Vladimir gjorde et forsøg på at favorisere kætterne, så hans far fik ham afsat og gjort blind. Efterfølgende blev han yngre søn Simeon (893-927) konge.

Ifølge byzantinske krønikeskrivere var Simeon fredselsker, for han var født efter at bulgarere var blevet omvendt til den kristne tro. Boris havde tidligere haft planer om at gøre ham til kirkens overhoved. Han havde sendt den umodne Simeon på Magnaura skolen i Konstantinopel, det eneste universitet i området. Den unge bulgarer havde et stort talent for at læse og bestod afgangseksamen med højeste karakter. På grund af hans store viden om oldtidens kulturer og civilisationer, blev han kaldt halv-græker af sine medstuderende. På det tidspunkt kaldte byzantinerne sig selv Romei, altså romere, ordet græker blev brugt om hellerne, altså oldgrækerne. Og i stedet for at smykke sit hoved med en ærkebiskops tiara, endte han altså med den bulgarske kongekrone på sit hoved.

Der gik kun nogle få dage efter kroningen før han blev udsat for den første store test fra den byzantinske hersker. Han bestemte sig for at de bulgarske handelsmænds depot i Konstantinopel skulle flyttes til Thessaloniki, hvilket påførte købmændene omfattende økonomiske tab. Simeon forsøgte at løse problemet ad diplomatisk vej, uden noget videre held. Så i år 924 erklærede han krig mod byzantinerne. Den bulgarske hær invaderede Thrakien og førte flere store slag mod de byzantinske tropper. Det blev begyndelsen på flere årtiers gensidig trods som varede resten af Simeons regeringstid.

Grunden til denne lange konflikt var hverken placeringen af handelsdepotet eller nedgørelsen af den bulgarske prestige. Den skyldtes heller ikke såret forfængelighed hos den bulgarske hersker. Denne gang havde årsagerne ikke relation til besiddelsen af den ene region eller den anden.

Rødderne til konflikten skulle snarere findes i den uundgåelige konfrontation mellem to totalt forskellige politiske og statslige opfattelser. Byzantinerne baserede deres livsanskuelser på ideen om et kristent verdensrige, guds rige på jorden, som skulle styres fra Rom, hvor alle kristne skulle forenes i et rige, de skulle tale et sprog, have fælles kultur, have fælles økonomi med kun en politisk organisation og i det hele taget dele skæbne. Denne holdning gav ikke plads til en legitim eksistens af andre kristne lande i det Europa som var blevet grundlagt på ruinerne af antikkens romerrige. I mellemtiden foregik kontakten mellem byzantinerne og romerne, og det øvrige Europa, udelukkende som en del af et taktisk spil, indtil den dag de havde samlet nok mod og styrke til at overtage de andre lande.

Bulgarerne derimod havde den klare opfattelse at ethvert folk på jorden havde ret til at være uafhængige såvel politisk, økonomisk som kulturelt. Denne ideologi, der senere tjente som basis for det moderne Europa, var på det tidspunkt kun anerkendt i Bulgarien.

Indtil indførslen af Kristendommen i Bulgarien var alle konflikter endt med at Bulgarien sejrede. Stillet overfor den eminente militære succes havde byzantinerne indset at de ikke havde store chancer for at besejre Bulgarien rent fysisk. Men omvendelsen af bulgarerne fik byzantinerne til at tro at det måtte være muligt at gøre bulgarerne til ligesindede, ved at medvirke til bevarelsen af det oprindelige sprog, de græske gejstlige, kirker, institutioner o.s.v. håbede de at de gradvist kunne omforme den bulgarske stat og de sociale strukturer. De ville med andre ord ”byzantinere” bulgarerne og i det lange løb var planen at annektere Bulgarien og på et passende tidspunkt simpelthen fjerne deres uafhængighed.

Khan Boris’ politiske overblik, som var uhørt godt for den tid, hjalp ham med at ødelægge det ene efter det andet byzantinske forsøg på at erodere Bulgarien indefra, som ellers havde virket som en uundgåelig skæbne for det nu kristne land. Det græske sprog blev forbudt og de byzantinske gejstlige blev smidt ud af kirken, og helt ud af landet. Dette afgørende skridt taget af Khan Boris blev dødsstødet for den byzantinske infiltrations politik. Og endnu en gang havde bulgarerne bevist deres store evne til at overleve som nation, både ved besiddelse af stor politisk indsigt samt en meget fleksibel indstilling til tingene. Endnu en gang var en militær konfrontation det eneste middel hvormed byzantinerne kunne håbe at knuse de seje bulgarere.

Lignende konklusion var man givetvis kommet frem til i den bulgarske hovedstad. Man så ingen grund til at kun at hævne den mindre betydningsfulde, men stadig hadske bestemmelse fra byzantinernes side om at flytte handelsdepotet fra Konstantinopel, for man var rimeligt overbeviste om at byzantinerne ikke ville være forberedte på en militær konfrontation med bulgarerne.

Med god grund valgte den frygtløse bulgarske leder altså at løse den truende konflikt på slagmarken uden yderligere udsættelser. For at forhindre bulgarerne adgang til indfaldsvejene sendte byzantinerne bud efter de militante ungarere, som på den tid hærgede på de russiske sletter ved kysten af Sorte Havet. Deres uovervindelige kavaleri var berygtet over hele Europa for at hærge som en mørk sky lige fra floden Don til Atlanterhavet. Ungarernes tilsynekomst ved den nordlige bulgarske grænse tvang Simeon til at sende store dele af sin hær fra Thraker sletten og nordpå. Det lykkedes dem ikke at slå ungarerne tilbage og Simeon måtte trække sine tropper i sikkerhed på de store forter langs Donau. Ungarerne fortsatte til hovedstaden Preslav og belejrede byen.

Situationen var meget dramatisk for Bulgarien. Med de bulgarske tropper tilbagetrukket på fæstningerne langs Donau, var Preslavs forsvar lagt i hænderne på kvinder, børn og gamle mænd. Mod syd forberedte byzantinerne et angreb af en enorm hær der næppe kunne holdes tilbage af de rester af den bulgarske hær der var blevet ladt tilbage på Thrakersletten. Den bulgarske hovedstad var genstand for den mest blodtørstige krigsførelse og de svage forsvarere havde et ekstremt hårdt job med at drive en lang serie af voldsomme angreb på fæstningen tilbage. Forsvarernes kræfter svandt ind i takt med at både mad og vandbeholdningerne formindskedes, og ungarerne forberedte sig på det afgørende angreb.

På det tidspunkt kastede Khan Boris d. I den kongelige præstekjole og kastede sig ud i kampen med at forsvare hovedstaden. Synet af den 90 år gamle mand i front af forsvarerne, i fuld armering, svingende sit sværd opildnede hans trætte folk til en entusiasme der nærmede sig religiøs ekstase. De unge så ham som en hellig mand der var vendt tilbage til livet (Boris blev udråbt til helgen efter sin død, men mange betragtede ham allerede som helgen mens han levede). De ældre opfattede ham som et relikvie fra deres heroiske militære fortid. Således inspirerede ventede de mange frivillige ikke på det afgørende slag men forlod bymurene og omsluttede ungarerne og kastede sig ind i en nådesløs kamp mod ungarerne. Kampen var hensynsløs barsk. Den smuldrende ungarske besættelses hær blev nedslagtet til sidste mand. Belejringen af den bulgarske hovedstad var ophævet. Boris var stadig ved at iføre sig sin kongelige præstekjole, da de bulgarske regimenter forlod forterne ved Donau og begyndte at angribe ungarerne igen. Efter at have drevet resterne ud af Bulgarien, fortsatte de ind i de områder ungarerne havde besat. De rasende bulgarere ødelagde alt på deres vej. Ungarerne blev tvunget til at forlade sletterne ved Sortehavskysten for evigt og de flygtede til hjertet af Europa hvor de grundlagde deres egen stat.

Men Simeon var ikke færdig, han manglede stadig at slå byzantinerne. I det afgørende slag der fandt sted ved Bulgarophigon ikke langt fra Konstantinopel, blev den byzantinske hær slået fuldstændigt. De byzantinske soldater flygtede for deres liv til Konstantinopel, som var uimodtagelig for angreb fra landsiden. Uden en kampflåde måtte Simeon dirigere sine tropper til den vestlige del af Balkan hvor de besatte de områder der i dag er Albanien og det nordlige Grækenland. Fredstraktaten der blev underskrevet i år 904, gav bulgarerne herredømmet over alle de besatte områder. Udmattede Byzants, hvis asiatiske del led under en ny arabisk invasion, bukkede under for overmagten og overlod rollen som en dominerende magt til Bulgarien. Bulgariens rædselsslagne naboer måtte i mange år fremover opgive enhver plan om at gå imod bulgarernes vilje og ønsker.

Freden gjorde bulgarerne i stand til at dirigere alle kræfterne over til byggeriet af imponerende bygningsværker og et væld af kulturelle aktiviteter. Zar Simeon var udmærket klar over at så længe Byzants eksisterede, ville tanken om en universel kristen stat også eksistere som en trussel mod hans land. Derfor blev hans plan for fremtiden at slå de to lande sammen til et forenet slavisk-byzantinsk rige med en bulgarsk hersker på tronen. Hans forsøg på at udføre denne plan på fredelig hvis, med et diplomatisk ”ægteskab” i årene 912-914 slog fejl. Igen befandt Bulgarien og Byzants sig i en kraftig konflikt. Bulgarerne invaderede med en kæmpe front det meste af de byzantinske besiddelser på det europæiske kontinent.

Tsar_Simeon

Konflikten kulminerede i august år 917. Alle de byzantinske tropper der var til rådighed blev samlet i en hær som drog af sted mod Bulgarien. Byzantinske udsendinge havde travlt med at forme en anti-bulgarsk koalition ved hjælp af ungarerne, serberne og stammefolkene fra de russiske sletter, som blev overtalt til at invadere Bulgarien fra nord, mens byzantinerne foretog deres invasion fra syd. Tsar Simeon kaldte også sine tropper til samling og drog af sted for at rette et knusende slag mod ærkefjenderne, byzantinerne. Hæren mødtes tæt på Acheloi floden, ikke langt fra det kendte feriested Sunny Beach.

Den 19. august år 917 fandt et af de største slag i menneskets historie sted. De to hære bestod af over 150.000 mand tilsammen. Den bulgarske leder, som var en anerkendt forsker af antikkens historie, brugte Hannibals krigstaktik fra slaget ved Cannae. Den byzantinske hær, blev, ligesom den romerske hær ved Cannae, omringet og slået til sidste mand. Slaget var virkelig voldsomt. På et tidspunkt måtte selv tsarens specielle vagtkorps deltage i kampen, tsaren blev kun lettere såret men han mistede sin hest.

Den anti-bulgarske koalition, heraf specielt ungarerne nægtede at invadere bulgarske besiddelser, efter at de have hørt om det knusende nederlag for byzantinerne. Serbien blev knust af de bulgarske tropper og annekteret. Efter slaget ved Acheloi erklærede Simeon den bulgarske kirke selvstændig og udnævnte sig selv som eneherskende kejser. Han havde effektivt sat sig på magten over det sydøstlige Europa med undtagelse af Konstantinopel, som fortsat var ubesejret. Alle de bulgarske forsøg på at overtage det østromerske riges hovedstad havde været forgæves.

Den 27. maj år 927 døde tsar Simeon af et hjertetilfælde. Hans efterfølger tsar Peter underskrev en fredsaftale med de svækkede byzantinere. Hermed anerkendte Byzants både Bulgariens udvidede grænser, den Bulgarske herskers ret til at kalde sig konge og den bulgarske kirkes selvstændighed.

Herefter var de to stater ligestillede i både stats og politiske anliggender, og reelt betød det at byzantinernes opgav deres ide om en stor kristen stat. Det udenrigspolitiske mål for Bulgarien var hermed opnået, selvom Byzants stadig eksisterede. Tiden lige efter tsar Simeon var uden tvivl toppunktet i Bulgariens historie, både hvad angår storhed og magt.

Opnåelsen af bulgarernes drøm om at Bulgarien skulle være en anerkendt selvstændig stormagt med eget sprog og alfabet, og en selvstændig kirke med gudstjenester på bulgarsk var lykkedes. Det skyldtes en lang række fremragende politiske kræfter, der siden begyndelsen af det 9. århundrede og frem til tsar Simeons tronbestigelse, havde arbejdet målrettet på at nå dette mål.

Men man må ikke glemme tsar Simeons åbenlyse indsats. Han var for sin tid en usædvanlig begavelse, ikke kun politisk, han var også en lærd mand og en fremragende hærfører. Hans alsidige bedrifter blev et eksempel for fremtidens ledere, ikke kun de bulgarske men også de slaviske, helt frem til det 14. århundrede. Værdien af hans indsats er blevet fremhævet af alle middelalderforskere der har studeret hans tid.

Den mest præcise vurdering kommer måske fra den franske historiker Alfred Rambaud, som skrev: ”Kong Simeon var Bulgariens Karl den Store, men han var bedre uddannet end vores Karl den Store og fik en større betydning, idet han lagde grundlaget for at det bulgarske folk fik deres egen litteratur.”

Tsar Simeon blev efterfulgt af sin anden søn, Peter (927-968). Hans 42 år lange regeringstid blev den længste periode for en tsar i Bulgarien. Fyrre af disse passerede som en fredfyldt tid. Med undtagelse af det serbiske område, som løsrev sig, så forblev grænserne uændrede. Tsar Peter var en ferm diplomat, som behændigt undgik konfrontationer med russerne, ungarerne og byzantinerne, somme tider ved at vende dem mod hinanden i stedet for mod Bulgarien.

Disse fyrre fredelige år havde en enorm betydning for at sikre stabilitet og kontinuitet i landet, samt at genopbygge økonomien efter tsar Simeons mange kostbare krige. De fredelige år uden krige eller naturkatastrofer konsoliderede økonomien, forstærkede kirkens position og rolle i samfundet samt sikrede udbredelsen af det bulgarske alfabet og sprog, så der ikke længere var tvivl om landets status som en kristen stat.

Tsar Peters bedrifter blev kendt allerede i middelalderen. Ved siden af hans tilladelse til kirken til at kåre helgener, viser nogle folkelige beretninger, der indeholder idealistiske beskrivelser om hans styre, at han var enormt populær i befolkningen. Det er interessant at vide at de bulgarske oprørsledere under den byzantinske besættelse i det 11. og 12. århundrede, alle blev kaldt Peter uanset hvilket navn de havde fået ved dåben. Dette skete åbenbart for at tiltrække flere bulgarere til den bulgarske oprørsbevægelse, der kæmpede for Bulgariens befrielse.

I de sidste par år af tsar Peters regeringstid skete der imidlertid en negativ udvikling. Udviklingen i det feudale system skabte større afstand mellem de verdsliges og de gejstliges rige indtjeninger og på den anden side de groft udnyttede landmænd, som var bebyrdet med evigt stigende skatter og forpligtelser, og derudover blev udsat for korruption fra embedsmændenes side. Måske var dette negative fænomen en typisk konsekvens af alle gammelmandsregime ramte samfund og den ugunstige effekt af dette ramte den sociale side af livet som en helhed. Igennem de sidste år af hans regeringstid var tsar Peter tydeligvis meget svækket.

Bogolisme

Sammenstødet mellem den ledende klasse og de undertrykte i samfundet skete på en måde som var typisk for middelalderen. I midten af det 10. århundrede spredte læren af en underordnet gejstlig, præsten Bogomil sig som en lavine over hele Bulgarien. Læren blev kaldt Bogolisme efter sin ophavsmand.

Bogolisme havde sine ideologiske rødder i to ældre filosofiske retninger der var trængt ind i Bulgarien via Byzants. Bogolisterne erklærede sig som tilhængere af eksistensen af de kræfter, det gode (personificeret af Gud) – og det onde (personificeret af djævlen). Hele den synlige eller materielle verden og mennesket var skabt af satan, mens den menneskelige sjæl var Guds værk. Det stod helt klart at den slags filosofi vurderede at statsvæsnet, den officielle kirke med alle dens institutioner og tjenere, så vel som hele strukturen i samfundet inklusive lovene, var satans værk.

Yderligere stod det klart at Bogolisterne, der troede på at der foregik en krig mellem det gode og det onde, som uundgåeligt ville blive vundet af det gode, ville slå til lyd for en kamp imod hele den eksisterende sociologiske og politiske system. Aggressiviteten i denne filosofi skræmte selvfølgelig både embedsmænd og gejstlige, så kætterne gjorde alt for at hemmeligholde deres organisation.

Bogolismen krydsede de bulgarske grænser og udbredtes over de næste par årtier i Balkan landene, Rusland og Vesteuropa. Organisationerne i de forskellige lande holdt tæt kontakt, de udvekslede bøger og anerkendte det oprindelige broderskab i Bulgarien som værende de ledende i alle spirituelle spørgsmål.

Bogolismen var uden tvivl et klart udtryk for en lidenskabelig modstand mod det feudale systems undertrykkende magtfordeling. I den sammenhæng kan bevægelsen betragtes som et interessant fænomen på Bulgariens sociale og politiske scene i middelalderen.

Men det ville være at overdrive hvis man beskrev filosofien som værende social eller revolutionerende eller hvis man kaldte den et tidligt tegn på at reformationen var på vej. Det står alt for klart at filosofien manglede moderne muligheder og at nogle af dens antagelser var åbenlyst reaktionære og en del af dem var sågar antihumanistiske. Specielt det sidste kan illustreres ved følgende to postulater, babyer og små børn var genstande for mishandling for de var satans yngel og at de indviede og alle disciple skulle fravælge ægteskab og leve i cølibat.

En hvilken som helst stats interesser er fuldstændig uforenelige med enhver form for ambitioner om at underminere statsstrukturen og demoralisere befolkningen. Dette var specielt relevant i denne fjerne epoke, hvor statsvæsnet var den eneste garanti for nationens overlevelse, eksistens og udvikling. Det var derfor ikke tilfældigt at den entusiasme, som den menige bulgarer i starten havde mødt bogolismen med, nu var erstattet med en meget begrænset interesse. Den almindelige bulgarer, der både var jordbunden og praktisk anlagt, forkastede tydeligvis tanken om at han, for at frelse sin sjæl, burde stoppe med at elske med sin elskede kone og at han skulle begynde at mishandle sine børn som han tilbad.

Læs mere om Bulgariens helteagtige kamp imod fattigdom

Kommentarer er lukket