Bulgariens heltemodige kamp for uafhængighed 968 – 1018

Det 10. og 11. århundrede

Forestående fare fik langt om længe gjort nogle af de politiske kredse i den bulgarske hovedstad ædru. I år 965 blev der indgået en forbundsaftale med Ungarn og den tyske Kejser Otho 1. Dette satte en stopper for landets udenrigspolitiske ubevægelighed og isolation fra det aktive internationale liv.

Kriserne i det bulgarske statsapparat udviklede sig med voksende hast og dette, faldt ved en tragisk tilfældighed, sammen med at Byzants havde haft en lang stabil periode. I begyndelsen af 960’erne havde de slået en arabisk invasion tilbage og de kunne nu vende alle deres kræfter mod Bulgarien.

Militært nederlag

I begyndelsen af år 966 besluttede kejser Nicephorus II Phocas at angribe Bulgarien, men hans tropper nægtede at krydse grænsen for de havde ikke glemt de jordskredssejre bulgarerne havde vundet over dem tidligere. Men dette fik ikke Nicephorus til at opgive sine planer om en militær konfrontation.

I år 968 blev Svyatoslav, prinsen af Kiev hyret til, for enorme summer, at føre en 60.000 mand stor hær ind i Bulgarien. Med store anstrengelser og mange tab lykkedes det ham at vende krigslykken til fordel for russerne, og fordrive Bulgariens 30.000 mand store hær og besætte Preslav slottet og han besluttede derefter at grundlægge sin egen stat i de nyligt overvundne nordlige Bulgarien.

Skræmte over tabet af den nordlige del af landet, styrtede den bulgarske adel den uduelige tsar Peter, sendte ham i kloster og kronede hans søn Boris II. Boris var ikke i besiddelse af sin bedstefars mange evner, og det lykkedes ikke for den nye bulgarske hersker at støtte og organisere det stærke potentiale i det bulgarske folk i kampen mod de russiske invasionsstyrker. I stedet indgik han en alliance med ærkefjenden Byzants. Men selvfølgelig hjalp de ham ikke med forstærkninger ved den anden russiske invasion i år 969.

Russerne kæmpede igen for at vinde hovedstaden Preslav og startede en belejring. I stedet for at fortsætte krigen mod russerne (tre-fjerdedel af Bulgarien var stadig frit og militært intakt) indgik Boris et anti-byzantansk traktat med Svyatoslav og udnævnte ham til chef for de samlede russisk-bulgarske styrker. Boris den andens magt var blevet rent formel – en uuddannet russisk pris havde hele Bulgarien i sin hule hånd.

I sommeren år 970 sprang Svyatoslav i sadlen og i front for en kæmpe hær af russere, bulgarere, ungarere m.fl. invaderede han Byzants. Det havde været hans drøm at grundlægge en enorm barbar stat på ruinerne af Bulgarien og Byzants, et kæmpe land der strakte sig fra Kiev til Konstantinopel. Men hans troppers militære formåen svarede slet ikke til hans ambitioner. De forenede hære blev slået af den byzantinske hær som derefter i år 971 valgte den offensive rolle, og efter mange kraftige slag lykkedes det dem at overvinde den bulgarske hovedstad Preslav. Svyatoslav blev drevet væk fra Balkan. På vejen tilbage til Kiev døde han i et bagholdsangreb.

Prinsens død faldt sammen med Bulgariens tab af uafhængighed, i det mindste set fra et middelalderligt synspunkt. Hovedstaden var på byzantinske hænder, tsaren var taget til fange og blev frataget sine kongelige distinktioner ved en officiel ceremoni i Konstantinopel. Udmattede af kampene vendte de byzantinske tropper hjem til hovedstaden uden formelt at have sikret sig et byzantinsk herredømme over det vestlige Bulgarien.

Distriktsguvernørerne i det vestlige Bulgarien nægtede imidlertid at overgive sig til Konstantinopel. Samuel, guvernøren i Sredets (nu Sofia) hævede fanen for et oprør imod Byzants. Som en yderst effektiv leder og øverstbefalende tilførte han byzantinerne nogle gevaldige nederlag og det lykkedes ham i år 976 at befri det besatte område. Det kunne Byzants selvfølgelig ikke have siddende på sig. En grusom opslidningskrig brød ud og ingen af parterne ville give sig.

I år 978 lykkedes det for tsar Boris at flygte fra fangenskab. Sammen med hans bror Romanus fandt han frem til den bulgarske grænse, men blev skudt af en af vagtposterne. Romanus kunne ikke bestige trone, for han var blevet kastreret i Byzants og kunne derfor ikke avle nogle arvinger. Dette og andre uheld levnede Samuel som den eneste egnede udfordrer til jobbet som Bulgariens hersker, og han blev udnævnt til tsar af det nye Bulgarske Imperium (978-1014).

I år 986 forsøgte byzantinerne sig igen, kejser Basil II førte sine tropper til den bulgarske hovedstad Sredets, hvor hele hæren beskød byen. Hovedparten af den bulgarske hær var sendt sydpå, indenfor synsvidde fra Thessaloniki som lokkeduer, men ved nyheden om Sredets belejring begav de sig af sted på en ilmarch med ubegribeligt lange og hårde dagsmarcher. Imens holdt Sredets stand i en flere uger lang belejring.

Ved nyheden om at den bulgarske hær nærmede sig forlod Basil Sredets og de to hære mødtes på handelsvejen til Asien. Der vandt den bulgarske hær en af dens mest storslåede sejre i historisk tid. De byzantinske tropper led et sviende nederlag. Eskorteret af en lille gruppe soldater lykkedes det Basil på mirakuløs vis at undslippe igennem et meget smalt ubevogtet hul i geledderne.

Derefter, helt frem til starten af det andet årtusinde, var Bulgarien de ubestridte herskere på Balkan. Den bulgarske hær vandt en lang stribe slag mod den byzantinske hær og deres allierede Serbien blev fejet af banen ligesom Ungarerne. Tsar Simeon den Stores en gang så avancerede politiske holdning om ikke at indgå kompromiser med Byzants syntes at være blevet vækket til live igen.

Men i begyndelsen af det andet årtusinde havde Byzants genvundet kræfterne og de slog kraftigt tilbage og Bulgarien blev delt i to dele. Den østlige del blev lagt ind under Byzants men den vestlige del overgav sig ikke og kampene fortsatte helt frem til år 1014, hvor Basil tilfangetog den 15.000 mand store bulgarske hær i et slag tæt på landsbyen Klyuch. Herefter ansporede Basil intetanende sine tropper til march direkte mod det vigtige fort ved Strumitsa, hvor han blev slået ved fortets mure af tronfølgeren Gavrail Radomirs regiment. Basil blev tvunget til at flygte og blev derfor ganske ondskabsfuld, han beordrede at øjnene blev stukket ud på de 15.000 tilfangetagne bulgarske soldater, hvorefter de blev sendt hjem til deres tsar. Ved synet af alle hans blinde krigere fik den bulgarske tsar et hjerteanfald og faldt død om, han vandt derved en moralsk sejr over hans ubarmhjertige fjende.

Tsar Samuels endeligt markerede begyndelsen til slutningen. Fejder blomstrede op indenfor de aristokratiske kredse i Bulgarien. Den nye bulgarske tsar Gavrail Radomir (1014-0115) blev myrdet af sin fætter Ivan Vladislav (1015-1018) der virkelig gjorde en seriøs indsats for at redde landet.

På det tidspunkt var der kun en lille del af det tidligere så enorme land tilbage, nemlig regionen Makedonien. I et hensynsløst og desperat forsøg på at beholde denne lille del til sine efterkommere kastede Ivan atter hæren ud i voldsomme kampe, med ham selv i front for sine mænd. Han omkom i en mand til mand kamp ved et slag om byen Dyrrechium. I foråret 1018 foretog byzantinerne en ceremoniel indmarch i den daværende bulgarske hovedstad, Ohrida. Men flere bulgarske fæstninger opgav ikke modstanden før i vinteren 1019.

Det Bulgarske Heltedigt

Dødskampen for det uafhængige Bulgarien, der havde stået på i mere end et halvt århundrede, var blevet bragt til ende. De to involverede parter Bulgarien og Byzants overbelastede deres potentialer til den yderste grænse. Stærkt påvirket kaldte den førende franske historiker Leon Gustave Schumberger beretningen for Det Byzantinske heltedigt, mens mange andre af datidens historikere valgte at kalde historien for Det Bulgarske Heltedigt. For i de kampe forsvarede Bulgarien og bulgarerne deres stats uafhængighed, ikke en eller anden abstrakt ide om et verdensomspændende kristent rige…

Læs om Bulgarerne under byzantisk herredømme

Kommentarer er lukket