Bulgariens genopstandelse – Kirkens løsrivelse

Det 19. århundrede

I midten af det 17. århundrede oplevede det feudale Osmanniske rige en alvorlig tilbagegang. Set fra et teknologisk synspunkt haltede riget langt bagefter det kristne Europa og de begyndte gradvist at tabe den hellige krig imod de vantro.Allerede i 1571 varslede de hellige kristne troppers overmagt ved Lepanto de nye tider. Vanens magt tvang den osmanniske krigsmaskine til fortsat at forsøge at trænge frem til hjertet af Europa, men tropperne var ikke længere så stærke at de kunne udføre opgaven. I 1683 mødte de osmanniske styrker, efter en lang række blodige slag, de hellige kristne tropper ved Wien og her gik det helt galt. De hellige kristne tropper var etableret af Østrig, Polen og Rusland, der alle havde været plaget af muslimske angreb, og de havde nu det militære overtag, og det osmanniske riges storhedstid var fordi, riget formindskedes herfra stille og roligt.

Ude af stand til at følge med tiden og forny sig selv, sank det forkrøblede imperium ned i en dyb økonomisk og social krise, som det aldrig senere kom sig af. Osmannernes regering og administration havde længe været præget af udbredt korruption, som genererede favorable vilkår for forberedelserne og afviklingen af det bulgarske oprør. Opstandelsen, der havde karakter af borgerlig revolution, kom som et resultat af de økonomiske, politiske og kulturelle opsving for de bulgarske befolkningsgrupper, som gav grobund til yderligere splittelse mellem de småborgerlige bulgarere og den feudale besættelsesmagt. De specifikke forbedrede levevilkår for især bulgarerne afgjorde konfliktens karakter. Tilbagegangen for det osmanniske rige var paradoksalt nok den største motivationsfaktor for bulgarerne. Udelukket som de var fra at deltage i imperiets hær, så undgik bulgarerne at lide store tab i de mange fejlslagne krige som ellers havde reduceret den tyrkiske befolkningsgruppe betydeligt. Mangler i de basale livsvilkår sammenholdt med de fanatiske muslimers tro på at kun Allah kan helbrede syge, gav samtidigt anledning til store menneskelige tab under de regelmæssigt forekommende pestepidemier. Epidemierne kom ikke til at betyde meget for bulgarerne, der havde erfaring, viden og ikke mindst viljen til at bekæmpe sygdomme. Så på trods af den store tilbagegang i den bulgarske population i de forrige århundreder, var bulgarerne talrigere i hele det 18. århundrede. I nogle byer og endda i hele regioner indskrænkede den tyrkiske befolkningsgruppe sig til de lokale administratorer og deres familie.

Under de nye betingelser stortrivedes de arbejdsomme bulgarere. De klarede sig langt bedre end den muslimske del af befolkningen, der ingen erfaringer havde med de markedsøkonomiske kræfters frie spil, på grund af den topstyrede krigsmaskine som det feudale osmanniske rige havde været i århundreder. Langsomt men sikkert overtog det vordende bulgarske borgerskab alle de vigtige håndværk, som kom til at udgøre grundlaget for al senere industriel produktion i landet og de bulgarsk drevne håndværksvirksomheder blev omorganiseret på baggrund af moderne borgerlige fremstillingsprincipper. Det osmanniske riges tilnærmelser til det kapitalistiske system i Europa satte yderligere fart på udvidelsen af produktion og international handel. Mange bulgarske klarede sig glimrende internationalt, og de investerede i produktionsudvidelser og udvikling af nye forretningsområder. Ophævelsen af det feudale system betød at også mange landbrug nu blev drevet efter kapitalistiske principper. Farmere købte jorden tilbage fra osmannerne eller fra de næsten ruinerede tyrkere og organiserede velstående private landbrug. Store landbrug kaldet chifliks beskæftigede sig med en gros fødevareproduktion. Under slutningen af den osmanniske besættelse kom over 25% af fødevareproduktionen fra chifliks der ejede omkring 25% af landbrugsjorden.

Men bulgarernes økonomiske udvikling blev besværlig gjort af den politiske virkelighed i det osmanniske rige. Så sent som i midten af det 19. århundrede, gjorde en række historisk betingede faktorer det umuligt for regeringen at afskaffe det middelalderlige feudale mønster indenfor regeringsmagten og økonomistyringen. Høje skatter, fravær af en statslig beskyttelse, korruption, mangel på legale rettigheder og intern diskrimination var bare nogle af de forhindringer der besværlige gjorde en industriel udvikling. En nøje ransagning af realiteterne i den tyrkiske statsopbygning og et eventuelt potentiale i retning af egentlige fremskridt indenfor statens rammer, viste tydeligt bulgarerne at der ikke længere var en fremtid for dem indenfor rammerne af det svækkede osmanniske rige. Bulgarere fra alle samfundslag, men specielt de borgerlige klasser, blev mere og mere interesserede i at genskabe den bulgarske uafhængighed og opbygge en selvstændig bulgarsk stat. Det var således borgerskabet der stod i front for den nationale bulgarske befrielsesbevægelse igennem det 19. århundrede.

Kampen for selvstændighed blussede op stort set samtidigt overalt med adskillige parallelle aktioner. Bevægelsen for national oplysning og for en uafhængig bulgarsk kirke var de første der brød ud. Dette blev ekstremt vigtigt i de første årtier af det 19. århundrede idet bulgarerne ikke var anerkendt, i hvert fald ikke officielt, som et særskilt folk indenfor det osmanniske. Da tyrkerne besatte landet i slutningen ag det 15. århundrede, placeredes de bulgarske provstier under kirken i Konstantinopel og betragtede alle kristne som romere. Denne græske institution der var gennemsyret af korruption udløste blot nye høje skatter for bulgarerne, men det værste var at de indførte det græske sprog ved kirkelige handlinger og i skolerne.  Denne tendens blev yderligere forstærket ved Grækenlands uafhængighed i 1829. De græske biskopper i de bulgarske områder, var lidenskabelige tilhængere af den såkaldte græske statsopbygning og de ønskede at genskabe det byzantinske imperium på Balkan halvøen. De anerkendte ikke bulgarerne som en særskilt etnisk befolkningsgruppe og overvågede vedholdende deres kamp for selvstændighed.

De bulgarske samfund reagerede skarpt på de nationalistiske ideer der udsprang fra patriarken i Konstantinopel. Lokalsamfundene førte en stædig kamp mod tilstedeværelse af de græske biskopper i de bulgarske provstier. I mens blev et netværk af bulgarske grundskoler og gymnasier opbygget. I begyndelsen kunne kravene fra bulgarerne koges ned til at de græske biskopper skulle erstattes af bulgarske og at det bulgarske sprog igen blev anvendt i kirkerne. Men de nådesløse modstand fra patriarken betød at bulgarerne; efter krigen på Krim i 1858; krævede en uafhængig kirke.

Mellem 1856 og 1860 blev de græske biskopper fordrevet. Et nationalt center opstod omkring den bulgarske befolkningsgruppe i Konstantinopel, og det tiltrak mange kendte personer, både fremragende forfattere og andre officielt kendte figurer. Centeret stod hurtigt i front for kirkens uafhængighedskamp.

Påskesøndag d. 3. april 1860 erklærede den bulgarske biskop Illusion fra Makariopol, efter ønske fra det bulgarske folk, kirken for selvstændig. På den måde blev Jesus opstandelse for evigt forbundet med genopstandelsen af den selvstændige bulgarske kirke. Men selvfølgelig anerkendte hverken patriarken af Konstantinopel eller den tyrkiske regeringen selvstændighedserklæringen. Russerne, som ellers havde kapacitet af beskytter af de kristne folk indenfor det muslimske imperium, en ret de havde opnået ved sejre over tyrkerne, anerkendte heller ikke løsrivelsen. Kampen fortsatte i endnu fem år, det var først da den katolske propagande bredte sig over store dele af den bulgarske områder, at russerne kom på bedre tanker, og gradvist tvang de tyrkerne til at anerkende kirken som selvstændig. I 1870 blev et dekret udstedt af sultanen, der anerkendte en autonom bulgarsk kirkelig institution, Det Bulgarske eksarkat. Alle områder befolket af bulgarere i Moesien, Trakien, Dobrudja og en stor del af Makedonien kom ind under kirkens jurisdiktion.

Læs om april opstanden her

Kommentarer er lukket