Bulgariens genopstandelse – April opstanden m.m.

Det 19. århundrede

Kirkens løsrivelse og oprettelsen af nationale uddannelsesinstitutioner blev sendebudet for den bulgarske nationale revolutions sejr, af mindst to grunde. Assimileringen af det bulgarske folk var ophørt og det førte til en formel international anerkendelse af det bulgarske folk. Kampen for en autonom kirke og for national oplysning førte til en kamp for en politisk befrielse af landet.

Men her var det bulgarske borgerskab absolut ikke enige om metoderne. Nogle mente at bulgarerne ikke selv kunne udføre en bevæbnet revolution, så de bad om hjælp fra de andre lande på Balkan samt Rusland.

Det lykkedes dem at samle store bulgarske bevæbnede hær enheder til støtte for den russisk-tyrkiske krig samt frihedsoprørerne hos andre folkeslag på Balkan. Tilhængerne af denne politik troede, at man ved at kopiere den ungarske fløjsrevolution der svækkede staten indefra, ved at infiltrere de øverste cirkler indenfor økonomi, lokale regeringer, kulturelle organisationer og uddannelsesinstitutioner, kunne vende det muslimske imperium til en slags dobbelt monarki ligesom Østrig-Ungarn.

Men de mest radikale kræfter indenfor borgerskabet så ikke anden udvej end et væbnet oprør. Den første fortaler for denne holdning var Georgi Sava Rakovski (1821 Kotel – 1867 Bucharest) som øjensynligt var inspireret af tidligere tiders haiduk bevægelse. Han forestillede sig at opstille bulgarske tropper i alle Tyrkiets Balkan nabostater og derfra at kæmpe sig vej ind i det bulgarske områder. Rakovski forventede at disse bevæbnede tropper ville vokse som en lavine af misfornøjede bulgarere som spontant ville tilslutte sig for at opbygge en ultimativ stærk national hær, som kunne genvinde landets uafhængighed.

Rakovski1[1]

Men Rakovski’s forsøg i 60’erne på at udføre den bulgarske revolution med ”pres og sværd” fejlede. Flere gange forsøgte han at udnytte konflikterne mellem den muslimske stat og nabolandene på Balkan, for at lade sin drøm om at skabe kærnen af en bulgarsk national hær blive til virkelighed. Men efter løsningen af flere af konflikterne besluttede Serbien og Rumæniens regeringer at modarbejde Rakovskis aktiviteter. Rakovski døde som en skuffet man i 1867 og hans død bragte en ende på spekulationerne omkring et væbnet oprør.

Rakovskis revolutionære aktiviteter havde i mellemtiden vækket bulgarske immigranter der boede i Rumænien og Rusland. Deres aktiviteter var direkte efterdønninger af de politiske ændringer der fandt sted i Europas politiske liv. Tysklands forening, Italiens befrielse og Ungarns løsrivelse, alle disse begivenheder gav rum for et håb om en selvstændig bulgarsk stat. Flere centre med revolutionære aktiviteter skød op for at forene de bulgarske immigrerede borgere i en fælles bestræben på at finde den bedste vej til en national befrielse. Deres arbejde strakte sig fra mulige politiske kombinationer med Balkan og andre europæiske kræfter, gennem trykt revolutionær propaganda til afsendelsen af bevæbnede styrker til de bulgarske områder.I 1868 var der kun en enkelt af disse grupper tilbage, kendt som Cheta ledet af Stefan Karadja og Hadji Dimiter. De var kun 120 mand men var kendt over det meste af Balkan og Europa for deres mod. De slog ustandseligt til overfor de tyrkiske tropper i Moesien og de nåede frem til Balkan bjergene hvor de måtte slås til sidste mand, hellere sø end at overgive sig.

Hadji_Dimitar Karadjata2

Efter Rakovskis taktik havde slået fejl og det udtalte nederlag for de militære grupper, måtte de revolutionære bulgarere revurdere deres planer og taktikker.

Karavelov[1]

I Bukarest i 1869 samlede den bulgarske intellektuelle Ljuben Karavelov og hans avis Svoboda (frihed) en flok unge revolutionære omkring sig. Gruppen blev senere til Bulgarian Revolutionary Central Committee I (BRCC).

Det lykkedes for komiteen at samle de forskellige retninger under den samme hat. De kritiserede den sociale situation i Tyrkiet, fordømte styret i Konstantinopel, kaldte det for en uanstændig anakronisme i et moderne Europa, kort sagt udstillede de den tyrkiske regering som en direkte modpol til menneskerettigheder og menneskelige fremskridt.

Karavelovs holdning var at ”Bulgarerne skal ikke regne med Napoleon Ill, Alexander II, Pius IX eller Queen Victoria, de skal kun regne med sig selv!”.

Men dybest set strakte aktiviteterne i BRCC sig ikke længere end til verbale udgydelser. Derfor samlede en gruppe radikale sig med Vassil Levski i spidsen for at lancere nogle resolutte og effektive initiativer der skulle føre til den politiske befrielse af Bulgarien.

levski1

Selv i dag anses han stadig for at være den største af de nationale helte i Bulgariens historie. Vassil Levski, hvis fødenavn er Vassil Ivanov Kunchev blev født i Karlovo, et velstående center for håndværksindustri, i 1837. Som 24-årig aflagde han løftet som diakon. Men det var ikke livet som munk der ventede den unge mand. I 1862 flygtede han til Serbien og meldte sig som frivillig til den bulgarske legion ledet af Rakovski. Det var under træningen her at Rakovski gav ham tilnavnet Levski, der betyder ”som en løve”.

Legionen deltog bl.a. i de Serbisk-Tyskiske fjendtligheder og i perioden 1862-1868 deltog Levski i stort set alle bulgarske angreb på den osmanniske besættelsesmagt.

Den revolutionære teori som tog form i Vassil Levskys hoved hen mod enden af 60erne viste sig at være et kæmpe skridt fremad for den bulgarske friheds-bevægelse.

Læs mere om Levski her (på engelsk)

Levski så den nationale befrielses revolution som en følge af hele den bulgarske befolkningsgruppe vilje til at bevæbne sig, overalt i det osmanniske rige. Han indså at oprøret skulle være godt organiseret fra start af, med al den nødvendige militære træning og en organisering af den interne struktur, som skulle strække sig helt ud i hver befolkningsgruppe. Organisationen skulle arbejde uafhængigt af planer eller politiske kombinationer fra andre lande, hvilket, som allerede erfaret, havde skabt problemer ved tidligere forsøg.Levski besluttede også at den fremtidige regeringsform i et befriet Bulgarien skulle følge principperne omkring fra den franske revolution. (Human and Citizen Rights Charter of the Great French Revolution). Det var det eneste kendte dokument der sikrede ytringsfriheden, Levski ideer var de mest radikale af alle de europæiske borgerlig-demokratisk revolutioner.

Men Levski var ikke kun hjernen bag det hele. I 1869 påtog han sig også den store opgave at organisere lokale komiteer. I midten af 1872 havde han rejst landet tyndt med en apostles dedikation og havde succesfuldt skabt et solidt netværk af komiteer i hundredvis af bulgarske byer go landsbyer. Et netværk der stod i tæt kontakt med den hemmelige regering i Lovech. De organiserede våben, trænede kampenheder, og straffede forrædere og tyrkiske øvrighedspersoner.

I maj 1872 slog de to organisationer, den Bulgarske Revolutionære Central Kommite (BRCC) og den Interne Revolutionære Organisation, sig sammen, overbeviste om at det ville gøre dem stærkere at stå sammen og det styrkede den revolutionære stemning blandt bulgarerene.

Entusiasmen holdt kun nogle få måneder, i efteråret det år, under et røveri mod et tyrkisk posthus, hvor pengene skulle bruges til våben, fandt det tyrkiske politi spor der førte til afsløringen af flere komiteer i det nordøstlige Bulgarien inklusive organisationen i Lovech. Adskillige revolutionære blev arresteret, hvilket truede organisation med et kollaps. Karavelov forlangte at Levski øjeblikkelig skulle start oprøret, men Levski, som befandt sig i Bulgarien var bevidst om at befolkningen endnu ikke var parate, og nægtede at gøre som Karavelov sagde. Han forsøgte at samle alle organisationens dokumenter for at forhindre at de faldt i tyrkiske hænder. Men i stedet faldt han selv i tyrkiske hænder, ham blev muligvis forrådt og en domstol dømte ham til døden ved hængning. Levski blev hængt i Sofia i februar 1873.

En af hans berømteste udtalelser var: ”Hvis jeg vinder, vinder hele nationen. Hvis jeg taber, mister jeg kun mig selv”. Levski sagde også: ”Hvis de hænger mig, vil min grav i det mindste være i Bulgarien, og alle vil kende den”. Ironisk nok ved man ikke hvor Levski ligger begravet, tyrkerne har nok været klar over at graven ville blive et tilløbsstykke.

Hans død sendte chokbølger igennem de revolutionære kredse. BRCC famlede efter nye veje og metoder. Flere revolutionære grupper skred til aktioner, men tænkte ikke på at koordinere dem. Andre sank hen i apati. I 1875 var en gruppe unge revolutionære bestående af bl.a Hristo Botev, Stefan Stambolov og Nikola Obretenov, klar til spille en vigtig rolle i BRCC. De forsøgte, og det lykkedes også delvist, at genskabe netværket af komiteer. De udnyttede den dybe krise som det Osmanniske Imperium befandt sig i. (Tyrkiet blev erklæret fallit i 1875 mens Bosnien og Herzegovina blev rystet af opstande.). Og de unge mænd forcerede forberedelser til det væbnede oprør. Endelig i foråret 1876 fandt oprøret sted, det kendes nu som April Opstanden.

Desværre fandt oprøret ikke sted over det hele, kun i byer og landsbyer i bjergene omkring Plovdiv, den gamle trakiske hovedstad var oprøret totalt. I andre regioner deltog kun guerilla enheder. Efter adskillige dages heroiske kampe, blev oprøret slået ned med en brutalitet der var uhørt! Tyrkernes brutalitet stod uden fortilfælde. De tyrkiske troppe massakrerede befolkningerne i både oprørske og ikke oprørske bosættelser. Flere steder blev indbyggerne alle dræbt uden skelen til køn eller alder.

Bulgarske immigranter i Rumænien dannede en enhed af 200 rebeller. Ledet af Hristo Botev kaprede de den østriske postbåd ”Radetsky” og gik i land tæt på landsbyen Kozloduy på Donaus bulgarske side. Der skulle mange hårde kampe til før denne “cheta” (enhed) var slået. I juni 1876 var det bulgarske befrielsesoprør definitivt ophørt.

radetsky

Læs om befrielsen her

Kommentarer er lukket