Bulgariens befrielse fra tyrkerne

Shipka_field

1876 – 1878

Den barbariske tyrkiske adfærd der fulgte i kølvandet på April opstanden illustrerede tyrkernes sande ansigt overfor omverdenen.

Omverdenen forsvarede højlydt det bulgarske folk. Engelske, amerikanske, tyske og russiske journalister og konsuler informerede både deres regeringer og folk i al almindelig om disse grufulde krigsforbrydelser.

Ledende statsfolk, politikere og offentlige personer, intellektuelle og lærde deltog i kampagne der skulle sikre bulgarerne et frit liv. Nogle af de kendteste var William Gladstone – leder af det Liberale parti i England, Charles Darwin, Oscar Wilde, Victor Hugo og Giuseppe Garibaldi. Og Bismarck holdt en dundrende tale i rigsdagen der udelukkede Tyrkiet fra en plads i det europæiske fællesskab.

Specielt det russiske folk, som deler alfabet, sproggruppe, kultur og religion med bulgarerne, viste medfølelse, solidaritet og vilje til at hjælpe og de forlangte at deres regering skulle erklære tyrkerne krig.

shipka1

Den russiske kunne ikke umiddelbart se nogen årsager til ikke at reagere på den russiske og europæiske ramaskrig, eftersom det faldt sammen med de langsigtede politiske planer med hensyn til Tyrkiet. Målet var en total ødelæggelse af det tyrkiske imperium og en anneksion af de tyrkiske landområder. Planen var at opnå dette enten direkte eller ved at tillade eksistensen af selvstændige stater, der mere eller mindre frivilligt ville komme under russisk indflydelse.

Men de russiske interesser i regionen kolliderede med den engelske og østrigske interesser. Begge lande forlangte deres del af den osmanniske arv. Ydermere var parterne bange for den pludselige tilstedeværelse af en stor, stærk og uafhængig nation i det sydlige Europa ville forrykke magtbalancen mellem de stærke nationer på kontinentet.

Henover sommeren, efteråret og vinteren 1876 søgte den russiske regering på alle måder at løse konflikten på fredelig vis. De forsøgte at blødgøre modsætninger til de øvrige europæiske magter. Den såkaldte Tsarigrad konference (det sydslaviske navn for Konstantinopel) der fandt sted I December 1876, var kulminationen på anstrengelserne, med Rusland, Storbritannien, Frankrig, Østrig-Ungarn, Tyskland og Italien som deltagere.

Den fælles obligatoriske reform, som Tyrkiet havde tilsluttet sig på forhånd, skulle sikre selvstyre for de bulgarsk beboede områder i Makedonien, Moesien, Trakien og Dobrudja. Disse områder blev set som to bulgarske stater med de respektive hovedstæder Turnovo og Sofia. Territorierne af disse to bulgarske stater, udstrakte sig så langt som de etniske grænser for det bulgarske folk og på trods af den kunstige opdeling, svarede det til bulgarernes øsnker og behov.

Tyrkiet forkastede imidlertid reform planen på dagens for dens underskrivelse. Dette sidste øjebliks ærekrænkende flop fik selv de europæiske lande der normalt støttede Tyrkiet, til at gå ind for en militær løsning på konflikten.

Efter forudgående samtaler med de store europæiske magter, hvor man drøftede konsekvenserne af fjendtlighederne, erklærede Rusland Tyrkiet krig d. 12. april 1877. Allerede samme dag angreb russerne Tyrkiet langs den kaukasiske grænse. På Balkan skulle russerne først krydse Donau, som udgør en stor barriere, før de kunne komme i nærheden af de Tyrkiske tropper.

Den russiske strategi viste sig at være baseret på en forkert antagelse om at den tyrkiske hær var en kolos på lerfødder, som ville kollapse ved det første angreb og de sendte derfor kun et lille troppekontingent på 15.000 mand frem der skulle rykke hurtigt frem til Konstantinopel for at presse tyrkerne til at acceptere fredsbetingelserne som skitseret på Tsarigrad konferencen. De 300.000 mand store tyrkiske styrker skulle samtidigt pacificeres af en 250.000 russiske soldater, der skulle sikre flankerne ved fremrykningen mod Tyrkiets hovedstad.

Bulgarerne mødte nyhederne om den Russisk-Tyrkiske krig med stor entusiasme og de rejste sig mod århundreders undertrykkelse. En bulgarsk militær enhed på 12.500 mand, kaldet ”de Bulgarske frivillige” tilsluttede sig den russiske hær. Hundredvis af guerilla enheder, der spændte fra flere dusin til flere hundrede mand blev også organiseret. Disse blev specielt betydningsfulde overfor små isolerede tyrkiske grupper. Tusindvis af andre bulgarere meldte sig direkte til den russiske hær, som rekognosceringsofficerer, som forsvarsingeniører, sundhedspersonale og leverandører af forsyninger.

Omkring midten af juli nåede de førende russiske enheder sammen med de bulgarske frivillige frem til Stara Zagora, som ligger på halvvejen til Konstantinopel. Tropperne, der skulle beskytte den vestre flanke af den russiske hær og angreb Pleven fortet kun tres km fra Donau, led to nederlag. Det svækkede den russiske hær på stedet så meget at de ikke længere kunne holde tyrkerne belejrede.

Samtidigt voksede de tyrkiske tropper på den østre flanke uhindret og snart var de tre gange så mange som de russerne der holdt dem tilbage. Tyrkiske stormtropper, fire gange så store som de førende russiske enheder rykkede frem mod Stara Zagora og tvang russerne og bulgarerne til at søge tilflugt i Balkan bjergene tæt på Shipka passet.

Russerne indså fejltagelsen og omdirigerede straks store militær styrker til Shipka passet. Men med datidens rejsetempo ville de ikke ankomme før hen i september. Alle var dog klar over at krigens udfald afhang af slaget ved Shipka. Hvis de tyrkiske tropper syd for bjergene kunne tilslutte sig tropperne nord for bjergene, så ville de kunne drive russerne ud af landet.

Shipka_field

Som skæbnen ville det, blev befrielsen af Bulgarien totalt afhængig af hvor effektivt de mange tusinde bulgarske frivillige kunne bevare deres position i passet. Flertallet af de russiske tropper blev nemlig sendt til Hainboaz, et andet bjergpas i nærheden for at forhindre tyrkerne i at krydse bjergene der. Det betød at der kun var et enkelt russisk regiment til at hjælpe de bulgarske frivillige med at forsvar Shipka. Under de varme dage i august 1877 fandt episke slag sted på bjergtoppen ved det geografiske skæringspunkt i de bulgarske områder. Her beviste bulgarerne at de havde fortjent deres frihed.

Gang på gang afviste de frontale og flanke angreb udført af de mangefold stærkere tyrkiske hær, kun supporteret af få russere og bevæbnet med næsten antikke rifler fra den fransk-preussiske krig. Da ammunitionen slap op, trak de bajonetterne og sloges mand til mand, og alle løse genstande blev smidt ned af skråningerne, såvel store sten som døde kammerater. Så vedholdende og morderisk var deres forsvar, at tyrkerne blev knækket, efter at de havde mistet hen ved halvdelen af deres styrker. De bulgarske frivillige havde fastholdt deres position i passet, på trods af alle odds.

Herefter vendte krigslykken. Friske russiske styrker indtog Pleven fortet og i slutningen af 1877 krydsede de Balkan bjergene mange steder i et vidtstrakt modangreb. Herpå fulgte sejrrige slag ved Sofia, Plovdiv og Sheinovo, hvorefter den tyrkiske krigsmaskine var rystet, nedslidt og ruineret. En foreløbig fredstraktat blev underskrevet i den lille by San Stefano tæt på Konstantinopel d. 3. marts 1878. Fredstraktaten tog højde for et selvstyrende Bulgarien der udstrakte sig til alle områder beboede af bulgarere i Makedonien, Trakien og Moesien. Endelig opnåede bulgarerne en fuldt retfærdighed oprejsning efter de sidste fem århundreders tyrkiske undertrykkelse, traktaten dikterede fuld uafhængighed og et samlet Bulgarien.

Men udsigten til et stort Bulgarien under russisk indflydelse fik Østrig-Ungarn og Storbritannien til at kræve en revision af traktaten. I sommeren 1878 afholdt de europæiske stormagter en kongres i Wien. Krigstrætte Rusland var ikke klar til ny sabelrasling og opgav at få indflydelse på resultatet. Berlin traktaten delte Bulgarien i tre dele. De nordlige områder (Moesien) blev til fyrstedømmet Bulgarien under tyrkisk indflydelse. Trakien, kaldet øst- Rumelia fik selvstyre under den tyrkiske sultan. Og Makedonien og en lille del af Trakien blev betingelsesløst givet tilbage til tyrkerne.

Læs mere her – om Fyrstedømmet Bulgarien

Kommentarer er lukket