Bulgarien i middelalderen 1300-1371

Det 14. århundrede

I år 1300 så Svetoslav Terter (1300-1322), søn af George Terter, sin chance under den heftigt voksende og alt ødelæggende konflikt i tatarernes kanat, han afsatte tataren fra Bulgariens trone og udråbte sig selv som tsar. Med fast hånd satte den unge og handlekraftige bulgarske hersker en stopper for de bouyarske sammenfaldne skytter, eliminerede via forhandlinger truslen fra tatarerne og startede kampen for at genvinde Bulgariens tabte territorier. Efter årtiers som forsvarere, var Bulgarien tilbage i rollen som Byzants angribere. Som et resultat af at de vandt krigen i 1304-1308, fik Bulgarien den sydlige Sortehavskyst og det østlige Thrakien tilbage. Den bulgarske udenrigspolitik skabte frugtbare politiske og økonomiske kontakter med både Venedig og Genova. Og relationer med de andre Balkan stater blev også forbedret.

Metoderne der blev brugt til at genoprette det bulgarske statsapparat havde vist gode resultater. Det var forholdsvis nemt for Bulgarien at overvinde kriserne i kongehuset i 1322 og 1330. Lignende situationer i fortiden ville uundgåeligt have ført til et ultimativt hovedkulds tilbageskridt. I år 1331 blev Ivan Alexander tsar og han kom til at regere i fyrre år, den længste periode for en tsar siden Bulgarien blev selvstændigt i 1185.

I begyndelsen af hans regeringstid sloges tsar Ivan Alexander stadig med ærefrygt med Byzants – Bulgariens evige fjende på Balkan. Invaderende byzantinske tropper blev stoppet og slået tæt ved Russocastro fæstningen, ikke langt fra den store moderne havneby Burgas. En lang periode med fred, sikret ved diplomatiske ægterskaber satte ind. Fredstraktater der dækkede alle slags relationer var også blevet underskrevet med Venedig og Genova.

Den succesfulde udenrigspolitik kunne dog ikke stoppe den krybende feudale opsplitning af de bulgarske besiddelser. Et antal lokale feudale guvernører i Makedonien, Thrakien, Moesia og Dobrudja var gradvist blevet mere og mere uafhængige, og havde nu kun formelle forbindelser med de centrale autoriteter i Turnovo. Tsar Ivan Alexander gjorde det ikke bedre selv, i år 1356 skilte han Vidin ud fra Bulgarien og gjorde sin søn Ivan Sratsimir til regent der. Selvom de feudale bulgarske jordbesiddere aldrig havde været i en åbenlys konflikt med regenten, var deres uafhængige udenrigspolitik ikke altid på linie med regentens interesser for Bulgarien, for ikke at tale om de utallige tilfælde af stridigheder og sammenstød mellem de forskellige bulgarske, byzantinske, serbiske, valakske og ungarske feudale jordbesiddere i midten af det 14. århundrede, som havde bidraget stort til en utilladelig udpining af det demografiske og økonomiske potentiale i det kristne Østeuropa.

Læs om Osmannernes erobring af Bulgarien

Kommentarer er lukket