Bulgarerne under osmannernes styre

Det 15. til det 18. århundrede

Da Bulgarien faldt og kom under det osmanniske styre, blev bulgarernes naturlige udvikling indenfor rammerne af den europæiske civilisation afbrudt. For bulgarerne var der ikke kun tale om et midlertidigt tab af uafhængighed som det skete for mange andre europæiske lande, som har haft den slags bitre erfaringer, på forskellige tidspunkter i deres historie.  I flere hundrede år blev bulgarerne tvunget til at leve under et styre og et politisk system som på næsten alle måder var forskelligt og meget fremmed for et folk, hvis civilisation var udviklet på grundlag af den kristne tro og kristne økonomiske, sociale og kulturelle strukturer. Den påtrængende form for tro som islam udgør, islamisternes intolerance overfor alt som ikke var muslimsk, resulterede i en lang række konfrontationer mellem det Osmanniske Imperium og det kristne Europa i det 15. til det 18. århundrede. Det faktum trak et jerngardin ned mellem bulgarerne på den ene side og Europa og de frie slaviske lande på den anden side. Med andre ord, bulgarerne blev afskåret fra at opleve de fremskridtsvenlige tendenser fra både Renæssancen og Oplysningsperioden samt fra den spirende moderne borgerlige verden. Bulgarerne blev skubbet i retning af en udvikling som ingenting havde til fælles med deres syv hundrede år lange historie, historie som var tæt knyttet til den politiske, økonomiske og kulturelle udvikling i Europa.De tyrkiske besættere ødelagde hensynsløst hele det bulgarske statssystem og de religiøse strukturer. De naturlige politiske ledere i middelalderen, f.eks. boyarerne og de gejstlige forsvandt ude af syne. Det berøvede bulgarerne mulighederne for at organisere sig selv og ødelagde alle chancer for at få udenforstående politiske allierede i århundreder.

Det bulgarske folks plads i det feudale osmannisk politiske system gav ingen plads til religiøse, nationale eller biologiske rettigheder: de var blevet reduceret til en kategori kaldet rayah (en hob vantro subjekter). Bønderne, som repræsenterede mere end halvdelen af bulgarerne blev fortrængt fra deres land. Ifølge det osmanniske feudale system, som eksisterede helt op til 1834, tilhørte al land den centrale magt, personificeret af den tyrkiske sultan. Bulgarerne måtte kun dyrke jorden nogle få steder. Grupper af landfamilier, af forskellige størrelser, skulle betale en del af deres indkomster til repræsentanter fra den muslimske hær, de skulle betale administrative og religiøse gebyrer og de skulle udføre forskellige pligter. Størrelsen på disse grupper afhang af deres position i den osmanniske stats militære og religiøse hierarki. Den slag indgriben i landbrugssektoren, grundpillen i den tids økonomi, førte uvægerligt til et tab af motivation til at udføre et reelt stykke landbrugsarbejde eller produktionsforbedring, både blandt bønderne og lensmændene. Det komplekse og meget belastende skatte system tvang bønderne til at producere det der var nødvendigt for deres families eksistens, mens lensmændene foretrak at tage på plyndringstogter eller drage ud i en af de mange krige som osmannerne fortsatte med at føre helt frem til slutningen af det 17. århundrede.

Den osmannisk-tyrkiske stat var baseret på og fyldt op med trossætninger fra Koranen. I begyndelsen af det 15. århundrede, da imperiet strakte sig fra Indien til Gibraltar, og fra Volga’s munding til Wien, erklærede det sig som den øverste leder af Islam – profeten Muhammeds fane og sværd, og leder af jihad, den hellige krig koranen befaler skal føres imod alle kristne. De bulgarske kristne kunne end ikke håbe på at få lov til at udføre selv det simpleste håndværk. Det enorme bureaukratiske maskineri rekrutterede sine ansatte udelukkende blandt muslimer.

Bulgarerne var ofre for en national og religiøs diskrimination uden fortilfælde i skrifterne om hele den europæiske historie. For eksempel var en enkelt muslims vidnesbyrd mere værd end ti kristnes ved domstolene. Bulgarerne måtte ikke bygge kirker, lave deres egne kontorer eller bære klare farver. Af de utallige skatter (omkring 80) var den såkaldte ”frisk blod skat” (udskrivning af kristne unge til militærtjeneste) den tungeste og mest ydmygende. Med regelmæssige mellemrum fjernede myndighederne de sundeste unge drenge fra deres forældre, sendte dem til hovedstaden, omvendte dem til islam og trænede dem i kampteknikker. Opdraget og trænet i ånden fra islamisk fanatisme, blev de unge mænd indrulleret i de såkaldte janizary korps, imperiets hær af de mest blodtørstige soldater som var kendte for at have skabt rigtigt meget ballade, både overfor bulgarerne men også overfor det kristne Europa.

De tyrkiske myndigheder lagde et uformindsket pres på dele af den bulgarske befolkning for at få dem til at konvertere til islam og blive muslimer. Den politik skulle begrænse det bulgarerne i antal og forøge antallet af tyrkiske indbyggere. For ifølge middelalderens standarder i den del af Europa, var det flertallets religion der bestemte hvilken religion en region tilhørte. For at fremskynde assimilations processen tog myndighederne de kristne navne fra dem der havde konverteret og gav dem arabiske navne i stedet.

Mange andre metoder blev brugt for at få assimileret bulgarerne. En af dem var den allerede nævnte “frisk blod skat”, men også kidnapninger af børn, smukke kvinder, unge piger og mænd til tyrkiske familier var meget brugt. Regelmæssigt blev hele områder omringet af tropper og alle indbyggerne blev tvunget til at konvertere og tage arabiske navne, nægtede man så var der kort proces. I disse tilfælde blev det dog tilladt for de nye muslimer at fortsætte deres liv i de kompakte bulgarske omgivelser hvilket bevarede både det bulgarske sprog og folks bulgarske bevidsthed. Vor tids bulgarske muslimer, der repræsenterer ca. 5% af den bulgarske befolkning, er efterkommere af disse tvangskonverterede bulgarere, kaldet pomaks af de kristne bulgarere. Pomaks kommer fra det bulgarske ord macha eller maka der betyder plaget eller udsat for lidelse.

Alligevel var det største antal frafaldne bulgarere der blev tabt for evigt, dem blev udsat for en individuel indoktrinering og omvendelse til Islam. Det er vel kun naturligt at børn eller unge mennesker der pludselig befinder sig alene et fremmed sted, blandt fremmede mennesker der taler et andet sprog, i en helt anden kultur med andre vaner og en anden tro, nemt og hurtigt assimileres.

Folkedrabet udført af osmannerne under deres fjendtligheder i Bulgarien, ved opstande eller oprør, under de regelmæssige udførsler af feudalt anarki, og selv når tropperne var på march mellem garnisonerne og slagmarkerne, havde taget hårdt på den bulgarske nation. Den kristne bulgarske befolkning blev betragtet som vantro og fjendtlige, selv i fredstider. Individuelle og masseflugter til andre lande var en anden grund til et drastisk fald i antallet. Til tider blev hele regioner totalt affolket. I 1688-89 emigrerede alle bulgarere i det nordøstlige hjørne og i 1829-1830 emigrerede alle bulgarere fra Thrakien. Statsløse, uden påvirkning af bulgarsk kultur og religion, blev emigranterne naturligt nok, med få undtagelser, sammensmeltet med den lokale befolkning i de lande der så venligt tog imod dem. Tusindvis af bulgarske emigranter forsvandt på den måde i Rumænien, Ungarn og Serbien.

Fra det 15. århundrede og frem til og med det 17. århundrede havde bulgarerne lidt under et gradvist men alvorligt biologisk kollaps, som forudbestemte, i hvert fald til en hvis grad, deres politiske og kulturelle plads i den europæiske civilisation. Ifølge nogle af de bulgarske historikere var der ca. 1,3 mio. bulgarere i begyndelsen af den tyrkiske besættelse. Det var det samme som de andre store europæiske nationer på det tidspunkt, f.eks. det samme som i England, Frankrig og Tyskland. Hundrede år senere var der kun 260.000 bulgarere tilbage og det tal forblev konstant de næste par århundreder. Det er ikke så underligt at bulgarerne stadig føler dette store tab, for de nationer der havde samme befolkningsantal i det 15. århundrede har nu befolkninger på 60 til 80 mio. Og der lever under 8 mio. bulgarere i Bulgarien i dag. Tankevækkende.

De ubærlige betingelser under tyrkernes åg, kunne dog ikke dræbe bulgarernes behov for at gøre oprør. Frarøvet deres egne sociale og politiske organisationer, var det dog umuligt for dem at organisere mærkbare befrielses initiativer. Derfor var der under det første århundrede kun sporadiske og lokale bevæbnede opstande.  Den såkaldte Haiduk bevægelse var regelmæssigt ophavsmænd til disse. Haiduk’erne var modige bulgarere som var flygtet op i de høje bjerges skove, hvor de organiserede små bevæbnede enheder og kom ned for at lave hensynsløse angreb på provinsernes guvernører. Denne guerilla krig fortsatte i århundreder, en ødelagt gruppe blev hurtigt erstattet, og det lykkedes dem at holde moralen oppe på bulgarerne ved til en hvis grad at bevare deres besiddelser og i høj grad deres ære. Nogle steder fik det endda de lokale myndigheder til at optage mere humane forbindelser med de kristne bulgarere. Haiduk bevægelsen opmuntrede indirekte til, ved at bevogte dem, andre former for modstand, såsom at bevare den bulgarske livsstil, sproget, traditionerne og ikke mindst religionen.  Eller satte magt bag ved et afslag når der blev opkrævet udokumenterede eller uretfærdige skatter.

Frihedsoprør var den vigtigste form for kamp mod undertrykkerne. Det første brød ud i 1408. Betydelige oprør, der erklærede Bulgarien for uafhængig fandt sted i 1598, 1686, 1688 og 1689. De skete alle i forbindelse med den anti-tyrkiske krige forårsaget af de vesteuropæiske katolske stater, hvor bulgarske repræsentanter, hovedsagligt handelsmænd, men også både ortodokse og katolske gejstlige, havde etableret kontakter. Alle disse oprør blev slået ned og bulgarerne blev derefter straffet med umenneskelig grusomhed.

Det bulgarske folk gennemlevede en af de mest vanskelige perioder i dets lange eksistens. Frarøvet dets stat, dets kirke, deres intelligensmæssige og legitime rettigheder. Ydermere var dets etniske arv blevet sat på spil. Trådt under fode som de var af det magtfulde, hensynsløse og uciviliserede asiatiske enevælde, holdt folket ud, men uden de materielle eller spirituelle ressourcer, som er nødvendige for et folks udvikling. Derfor kom bulgarerne, sammen med andre europæiske folkeslag, der blev undertrykt at osmanniske imperium, nogle århundreder bagud i udviklingen, sammenlignet med resten af europæerne.

Læs om Bulgariens genopstandelse her

Kommentarer er lukket