Bulgarerne under byzantisk herredømme (1018-1185)

Det 11. og 12. århundrede

Bulgarernes underkastelse for det byzantinske styre, havde utvivlsomt dystre konsekvenser for det bulgarske folk, der blev berøvet muligheden for at udtrykke sig selv som del af en stolt nation, og deres lange politiske, kulturelle og økonomiske udvikling var blevet afbrudt. Det skal indrømmes at den byzantinske hersker udstedte en ordre om at det gamle Bulgariens skattesystem fortsat skulle gælde for det besatte Bulgarien. Det var heldigt for det var meget mere fair end det byzantinske. Den bulgarske kirke bevarede sin selvstyrende status men kirkens overhoved blev degraderet til ærkebiskop. Hundredvis af den bulgarske adel bevarede deres positioner som godsejere i det feudale system. Endvidere blev hovedparten af de tidligere bulgarske besiddelser, der hovedsagligt udgjordes af Makedonien, forenet i administrative distrikter kaldet bulgarske temaer. Tropper blev hovedsagligt rekrutteret fra den bulgarske del af befolkningen.

Kun få år senere blev det byzantinske skattesystem imidlertid indført. Fremmede blev udnævnt til sognepræster i kirkerne. Udøvere af bulgarske litteratur, liturgi og traditioner blev udsat for ubarmhjertige forfølgelser. De udsendte byzantinske embedsmænds grådige og egoistiske væremåde, ruinerede gradvist den lokale økonomi. For de fleste af dem betød deres tjenesteår ikke andet en forgyldt mulighed for at skrabe en formue sammen.

Det bulgarske aristokrati blev langsomt men sikkert fordrevet fra deres jordbesiddelser. Mange af dem blev udsendt på opgaver i fjerne dele af imperiet, langt væk fra Balkan. Andre blev bestukket til at skifte side og holde med byzantinerne.

Situationen gav anledning til stor utilfredshed blandt bulgarerne. Masseoprør med det formål at genskabe den bulgarske stat brød ud. Den første opstand fandt sted i Beograd (nu hovedstad i Serbien) i år 1040. Den blev ledet af Peter Delyan som var sønnesøn af tsar Samuel og opstanden endte med at han blev udråbt til bulgarsk tsar. Peter Delyan regerede i to år (1040-1041) og det lykkedes ham at befri en stor del af Bulgarien. Opstanden kollapsede imidlertid da en af hans slægtninge, der ville have tronen, forræderisk stak hans øjne ud.

byzantine-empire

Men mest frygtindgydende var dog de fornyede angreb af barbarer fra de russiske stepper, angreb som ikke var set siden det 7. århundrede. I mange år havde den bulgarske stat ageret, ikke alene som Balkans men også resten af Europas, pålidelige vagtværn mod angreb fra de krigeriske nomader. Det svækkede byzantiske imperium var ikke længere i stand til at yde et effektivt forsvar af dets territorium, så byrden med at forsvare hovedstadens grundpiller hvilede endnu en gang på bulgarernes skuldre. Igennem det 11. århundrede var alle forsøg på at organisere en befrielsesbevægelse stoppet. Bulgarerne havde travlt med at organisere deres livsvigtige kamp for at holde sjæl og krop sammen. Det kostede mange liv at begrænse korstogsriddernes fremmarch.

En paradoksal situation opstod i slutningen af det 12. århundrede. Formelt beherskede Byzants de tidligere bulgarske besiddelser, men i flere regioner, Moesia, Dobrudja og Makedonien, var den byzantinske magt ren symbolsk. Her regerede repræsentanter for det bulgarske aristokrati, barske krigere med mange års kamperfaring. Befolkningen, der var vandt til at undvære på grund af krig og var inspireret af forfalskede beretninger, støttede dem. Nogle fabelagtige krøniker berettede om hvordan intelligente patrioter forestillede sig det bulgarske kongerige, repræsenteret som en del af paradis.

Dette oprørske hav af patriotisme gennemsyrer nogle af de politiske pamfletter, som er blevet bevaret for eftertiden, naturligvis i form af religiøse spådomme. Deres ånd er af Messiansk (fra Messina) karakter, idet det er fastholdt i dem, at ud af de tre kongeriger i verden, Tyskland, Byzants og Bulgarien, vil de to første gå under på grund af deres lastfuldheder. Det bulgarske kongerige derimod vil blive belønnet med genopstandelse og evigt liv. I den atmosfære skulle der kun en lille gnist til at en frisk befrielses opstand flammede op i slutningen af det 12. århundrede.

Klædedragterne i det østromerske rige (400-1460) som senere blev kaldt Byzants var direkte taget fra det romerske rige. Strengt taget var Byzants det senere (øst-)romerske rige, selvom hovedstaden lå i Konstantinopel og religionen var overvejende kristen. Byzants fortsatte de gamle romerske traditioner indtil det var krympet ind til lidt mere plads end selve Konstantinopel og den sydlige spids af Grækenland, efter mange på hinanden følgende krige mod de osmanniske tyrkere og vest europæiske lande. I 1460 blev de sidste rester af det østromerske rige opslugt af det osmanniske rige.

Læs om Bulgariens genopstandelse her

Kommentarer er lukket